I det fynske folks tjeneste

Status: Stormflod på retur

Efter en af de værste trusler om stormflod på Fyn i nyere tid er vandet torsdag morgen ved at trække sig tilbage.

Foto: Anders Høgh

Fyns Politi melder torsdag morgen klokken 4, at truslen om oversvømmelser de fleste steder er aftagende.

Assens - Der er fortsat vand over havnebassinet, men vandstanden er nu faldende. Få yderligere informationer på kommunens hjemmeside www.assens.dk og på kommunens Facebookside. Vandet på Helnæsdæmningen har trukket sig tilbage, og vejen kan igen benyttes.

Faaborg – I Faaborg har vandet trukket sig tilbage, og Havnegade er igen åbnet for færdsel.

Middelfart – Vandet er faldet, og ingen gader er oversvømmet. Oversvømmelser af veje omkring Føns vil muligvis påvirke skolebuskørslen torsdag morgen.

Se i øvrigt kommunens hjemmeside www.middelfart.dk for yderligere information.

Svendborg – Vandstanden er faldet svagt og er nu under kajkanten de fleste steder. Siødæmningen mellem Langeland og Tåsinge forventes ikke at blive lukket.

Langeland – Vandstanden er faldet, og i Rudkøbing har vandet trukket sig tilbage til havnebassinets kant. Området er meget glat. Derfor vil Langeland Kommune hurtigst muligt salte.

Færgen mellem Spodsbjerg og Tårs sejler efter planen igen kl. 05:15, men man opfordres til at tjekke færgeselskabets hjemmeside på www.faergen.dk

Nyborg - der bliver fortsat pumpet vand fra voldgraven ved Nyborg Vold, og slanger til pumpeudstyret ligger ud over Storebæltsvej, hvorfor vejen er spærret. Der anvises andre ruter på stedet. Vandet er faldende. Et lavtliggende område af Lille Svanedam er oversvømmet med op til cirka 40 centimeter vand over en strækning på cirka 50 meter. Vejen er spærret på begge sider af oversvømmelsen.

Odense – ingen nye meldinger.

De forberedte evakueringssteder i Svendborg, Faaborg, Assens og Rudkøbing er afvarslet, idet der ikke forventes at blive brug for overnatnings-faciliteter.

Forsyningsselskaber har flere steder på Fyn afbrudt strømmen i transformatorstationer placeret i lavtliggende områder.

Det betyder, at et mindre antal husstande er uden strøm.

Når vandet er pumpet væk, kræves en rensning af transformatoren, inden strømmen kan tilsluttes.

Man forventer, at alle vil have strøm igen i løbet af torsdag formiddag. I alt drejer det sig om cirka 180 husstande, heraf omkring 120 i Assens Kommune.

Vand på vejene og frost har en række steder betydet, at vejene er meget glatte. Fyns Politi opfordrer til forsigtig kørsel.

Saltning af udsatte steder bliver iværksat, inden morgentrafikken begynder.

Busdriften i både i Assens og Faaborg vil torsdag morgen være berørt af oversvømmelserne. Læs mere på www.fynbus.dk og på www.rejseplanen.dk