Genopstiller: Steen Dahlstrøm gør comeback

Middelfarts tidligere borgmester, Steen Dahlstrøm, genopstiller ved det kommende kommunalvalg. Ikke som borgmesterkandidat, men med en plads i Socialdemokratiets byrådsgruppe som mål.

Den nu forhenværende borgmester i Middelfart, socialdemokraten Steen Dahlstrøm, har lavet en regulær kovending.

For knap tre uger siden meddelte han, at han behøvede en længere pause for at komme sig efter længere tids pres, men nu oplyser han i en pressemeddelse, at han alligevel stiller op til kommunalvalget i november. Det bliver dog ikke som borgmesterkandidat.

Steen Dahlstrøm trak sig fra borgmesterposten grundet længere tids arbejdspres samt dødsfald i den nærmeste familie. Inden da havde han taget en pause fra borgmestergerningen, og 1. september meddelte han i en pressemeddelelse, at han havde været i behandling for stress:

- Pausen, og den ro jeg har givet mig selv, har været god, og jeg har fået det bedre. Men jeg må konstatere, at jeg er så påvirket, at det vil tage nogle måneder, inden jeg er fuldstændig på toppen igen, skrev Steen Dahlstrøm.

Nu siger han i en ny pressemeddelse, at det var en rigtig beslutning at forlade borgmesterposten, fordi han ikke kan klare den post længere: 

- Men jeg kan også mærke, at jeg har mere at byde på - og derfor vil jeg gerne fortsætte i en mere tilbagetrukket rolle. Selv om jeg stadig er i behandling for stress, kan jeg mærke, at det går så hurtigt fremad, at jeg er klar til melde mig på banen.

Steen Dahlstrøm er samtidig dukket op som nummer 27 på den socialdemokratiske liste.

Steen Dahlstrøm regner med at blive raskmeldt i nærmeste fremtid.

 

Oversigt

    Oversigt