I det fynske folks tjeneste

Stefan samler på tog, mange tog: Det er en fed hobby

02:01

Stefan Hupfeldts hobby fylder en del, en hel del. Foto: Henrik Bisgaard.

Modeltogsentusiast har flere hundrede kvadratmeter baner i hjemmet i Ferritslev. Med hustruens velsignelse.

Da der skulle købes nyt hus, blev 58-årige Stefan Hupfeldts hobby udslagsgivende. Han havde brug for plads til sine modeltogbaner, og derfor valgte han og hustruen huset i Ferritslev, hvor han kunne have sine flere hundrede kvadratmeter baner både inde og ude, uden at togbanerne hele tiden skulle pakkes væk i kasser.

Læs også Hobby: Torben fletter smykker af hår: - I starten var det lidt ulækkert

- Det er meget hyggeligt at gå og rode med og få banen bygget, så er det ligner virkeligheden. At få det til at hænge sammen i en helhed, siger han.

Togmesse i Ferritslev
Stefan Hupfeldt har samlet på modeltog i snart 12 år, og for seks år siden rykkede han også ud i haven. For øjeblikket er han oppe på 100 kvadratmeter inde og 200 ude, og snart udvider han gesjæften.

I næste uge er han arrangør af en modeltogsmesse i Rolfhallen i Ferritslev. Han mener, at der er mange andre samlere, som måske går lidt mere stille med togdørene, men de er derude:

- Der er jo mange, som har modeljernbane derhjemme, men måske ikke lige siger det på arbejdspladsen. De synes måske, det er lidt flovt, men det synes jeg ikke. Jeg synes, det er en fed hobby.

Kan ikke tælle alle togvognene
Samlingen består blandt andet af 20 lokomotiver og så mange togvogne, at de ikke længere kan tælles. Men der er dog stadig klare favoritter.

Læs også Tognørder samlet i Rolfsted

- Der er blandt andet Ludmilla, som holder ovre ved stationen, og nogle her som er lidt beskidte i det. Det er nogle hyggelige tog, lyder det.

Støtte på hjemmefronten
Det er hustruens opbakning, der gør, at han kan bruge så mange penge, tid og kræfter på tog.

- Det er dejligt, og ellers kunne det da heller ikke lade sig gøre. Vi købte jo også huset her på grund af, at jeg kunne have togbanen her. Så det er en fælles beslutning det hele, forklarer han.

Og han har allerede øjne på sin næste nyanskaffelse. En ny godsvogn, som har haft stor betydning for jernbanetrafikken.

- Den har kørt i Danmark i stort antal, så sådan en bør man jo have, slutter han.

Ved du noget? Så send os et tip