I det fynske folks tjeneste

Viet på fødeafsnit: Steffan og Line sagde ja blandt dropstativer og hjerteapparater

Hvad der var planlagt som et hemmeligt bryllup på rådhuset, endte som en vielse mellem dropstativer og hjerteapparater på en fødestue.

Steffan Ravn Edwardsen og Line Uhrenholt Kürstein blev i sidste uge viet på stue 8 på OUH's fødeafsnit. Foto: OUH

En augustdag på fødestue 8 på Odense Universitetshospital var alting ikke helt, som det plejede. Der var ganske vist en læge, en jordemoder og et kommende forældrepar til stede. Men også en præst. 

I sidste uge blev Steffan Ravn Edwardsen og Line Uhrenholt Kürstein fra Odense viet på OUH's fødeafsnit. Det skete blandt dropstativer, hjertelydapparater og blomster fra jordemødrenes kaffestue.

Det var helt specielt på sin egen måde. Det er ikke noget, vi glemmer.

Line Uhrenholt Kürstein, pædagog, Odense

- Jeg nåede at rede mit hår, og så blev jeg viet i den sommerkjole, jeg kom i. Jeg var koblet op til en del slanger, så jeg kunne ikke rigtig komme ud af mit tøj. Det var sådan, det blev, fortæller Line Uhrenholt Kürstein til TV 2/Fyn.

- Jordemødrene havde en buket blomster, som en af dem havde haft med tidligere på dagen - den fik vi. Præsten havde nogle hvide roser med. Og så kom han i civilt tøj, for at det ikke blev alt for hospitalsagtigt, tilføjer Steffan Ravn Edwardsen.

Hemmelig vielse

Det var planlagt, at parret ville sige ja til hinanden netop denne onsdag i august, men at det skulle foregå på fødeafsnittet på OUH var ikke en del af planen.

- Det var vores tre års dag, og for lang tid siden planlagde vi, at vi gerne ville giftes der. Det skulle være, inden baby kom. Så havde vi god tid. Det troede vi i hvert fald, siger Line Uhrenholt Kürstein.

Vielsen skulle foregå på rådhuset - i første omgang i al hemmelighed - efterfulgt af hvedebrødsdage i Odense med god mad, koncerter, biograftur.

- Det blev nogenlunde samme ånd, men slet ikke noget, vi kunne have planlagt, griner Steffan Ravn Edwardsen.

Læs også OUH har succes med at sende tidligt fødte børn hurtigere hjem 

Skæbnen ville det nemlig anderledes.

Trods Line kun var gravid i uge 33 og havde godt to måneder til termin, gik hun i begyndende fødsel to dage før parrets bryllupsplaner. Derfor blev hun indlagt, og personalet måtte give hende medicin for at stoppe veerne. 

Parret indstillede sig så småt på at aflyse brylluppet, men jordemødrene fik en aftale i stand med sygehuspræsten, som gerne ville stå for vielsen. 

- Det var faktisk okay. Vi grinte af det og syntes egentlig, det var meget sjovt. Det var helt specielt på sin egen måde. Det er ikke noget, vi glemmer, fortæller Line Uhrenholt Kürstein.

Mand og kone - far og mor

Det viste sig, at der ikke kun ventede parret én ny titel denne uge.

Line gik i fødsel igen, og denne gang ville personalet ikke forsøge at stoppe den. Naturen gik sin gang, og efter mange timers prøvende fødsel, hvor ressourcerne slap op, fik Line foretaget et kejsersnit. 

Fredag morgen kunne parret derfor ikke blot kalde sig ægtefolk, men også forældre til en lille pige på 40 centimeter og 1705 gram. 

- Det er fantastisk, men det er også en omvæltning fra den ene dag til den anden. Og nu er hun indlagt, så det er også lidt skræmmende. Det er slet ikke, som vi havde forventet, siger Steffan Ravn Edwardsen.

- Det er jo en helt anden verden. Det skal vi lige lære og vænne os til, tilføjer Line Uhrenholt Kürstein.

Hun har hele tiden haft lidt travlt. Det er vist hendes personlighed.

Line Uhrenholt Kürstein, pædagog, Odense

En hurtig lille en

Datteren - som endnu ikke har et navn - er ifølge forældrene hurtigt ude af starthullerne, trods hun er født to måneder for tidligt.

- Hun er stærk, sund og velskabt. Hun er i lysterapi, får sondemad og hjælp til at trække vejret, men hun har travlt. Hun spiser - og det kommer lige igennem. Alt fungerer altså, som det skal. Der er ikke noget at være nervøs for, fortæller Steffan Ravn Edwardsen.

- Hun har hele tiden haft lidt travlt. Det er vist hendes personlighed, griner Line Uhrenholt Kürstein.

Læs også Håbet lever stadig: Fremtiden for sydfynsk fødetilbud skal igen diskuteres

Og forældrene selv har det som de fleste andre nybagte forældre. 

- Vi har det godt, men vi er trætte, siger Line Uhrenholt Kürstein.

Det er stadig uvist, hvor længe den lille familie fra Odense skal være indlagt på OUH, som de kun har rosende ord tilovers for. 

- Det har været en rutsjebanetur af følelser, men folk har været så søde. De har gjort en kæmpe ekstra indsats for at stable brylluppet på benene. Vi er ekstremt taknemmelige, fortæller Line Uhrenholt Kürstein.