I det fynske folks tjeneste

Stein Bagger tiltalt for snyd på Fyn

Bagmandspolitiet har nu tiltalt Stein Bagger for ny kriminalitet, og politiet kræver Bagger fængslet.

Selv om man sidder i fængsel for bedrageri for 831 millioner kroner, så kan man godt fortsætte sin kriminelle løbebane.

Det er i hvert fald, hvad Statsadvokaturen for særlig Økonomisk Kriminalitet - i daglig tale kaldet Bagmandspolitiet - mener, at den 46-årige Stein Bagger har gjort. Og nu er den svindeldømte tiltalt i en ny sag.

Allerede i december sidste år blev den bedrageridømte forretningsmand sigtet for ulovligt at have drevet forretning og dermed overtrådt sin dom fra 2009, mens han var i resocialisering.

Den nye sag startede, mens Stein Bagger formelt var i praktik under afsoningen i flytte- og opmagasineringsselskabet Dansk-Selfstorage.dk.

Stein Bagger er tiltalt for, at han som praktikant reelt har styret selskabet - og det må han ikke, da han i sin dom blev frakendt retten til at deltage i bestyrelser, direktioner eller på anden måde indgå i virksomhedsledelse.

Ifølge tiltalen har praktikant Bagger godkendt regnskaber, truffet beslutninger om ansættelser og fyringer samt uddelegeret opgaver til den på papiret værende direktør.

Bagmandspolitiet mener også, at Bagger har begået underslæb, mens han har siddet i fængsel. Sammen med en 51-årig medtiltalt direktør i firmaet er Stein Bagger tiltalt for at sælge to trucks i februar 2012, selvom Bagger og Co. kun havde leaset trucksene.

Bagmandspolitiet mener, at Stein Bagger og den medtiltalte på den måde fik en uberettiget gevinst på 250.000 kroner. Den 51-årige medtiltalte er også anklaget for at sælge 13 leasede containere til en uberettiget indtægt på 350.000 kroner.

Det har tidligere været fremme, at Stein Bagger også ville blive tiltalt for dokumentfalsk, fordi han var mistænkt for at have brugt en andens kreditkort til at leje en firmabil. Bagmandspolitiet har ikke tiltalt Bagger for dokumentfalsk i første omgang.

Der kan dog komme yderligere tiltaleforhold senere, oplyser Bagmandspolitiet, der kræver Stein Bagger idømt en ubetinget fængselsstraf i den nye sag.

Politiets påstande er tidligere blevet afvist af Stein Baggers advokat Karoly Németh.

Bagger blev i juni 2009 idømt syv års fængsel efter at have erklæret sig skyldig i svindlen med IT Factory.

Den nye sag forventes at begynde i midten af november.

Ved du noget? Så send os et tip