I det fynske folks tjeneste

Stemmebokse på varmestuer: Udsatte skal sætte kryds ved valget

De socialt udsatte hører ikke til de flittigste, når det kommer til at afgive deres stemme til kommunalvalget. I Odense vil borgmesterforvaltningen gøre det lettere for de udsatte at stemme ved at flytte stemmestederne ud til byens varmestuer.

00:46

De socialt udsatte i Odense skal have lettere ved at stemme - stemmeboksene skal ud i varmestuerne. Video: Ken Petersen

De socialt udsatte i Odense skal have lettere ved at stemme - stemmeboksene skal ud i varmestuerne. Foto: Ken Petersen

1 af 2

En af de vælgergrupper hvor stemmeprocenten er lavest, tilhører de socialt udsatte. Det gælder også i Odense, blandt andet på Kirkens Korshærs varmestue i Østergade.

- Vi har mange brugere, der aldrig har stemt før, siger daglig leder Heinz Wolf.

Borgmesterforvaltningen i Odense vil dog gerne have, at de socialt udsatte også gør deres stemme gældende til kommunalvalget i november, og derfor arbejder man nu på en løsning, der skal gøre det lettere for de udsatte at afgive deres stemme.

- Jeg synes stadig, det er vigtigt, at deres stemme også bliver hørt til valgene. Så det vi konkret arbejder på, er at se, om vi kan få nogle stemmebokse ud på nogle af varmestuerne, så de kan brevstemme. Så den stemme også bliver hørt i byen. Der er jo tale om nogen, der virkelig er afhængige af, at fælleskabet er der for dem, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

God ide at komme til de udsatte

På varmestuen i Østergade er leder Heinz Wolf positiv over for ideen om at lade stemmestedet komme til dem.

- Hvis vi skal have de udsatte til at stemme, så tænker jeg også, at de skal have mulighed for at gøre det de steder, hvor de har deres hverdag og hvor de kommer hver dag, så det synes jeg er en super god ide, siger Heinz Wolf.

Men samtidig gør han opmærksom på, at der nok skal mere til end bare en stemmeboks, for at gøre de socialt udsatte interesserede i at stemme. 

Læs også Socialt udsatte familier står i kø for at få en gratis ferie

- Jeg tænker, at ligesom med alle andre borgere er der brug for at varme folk lidt op med nogle emner, som er nærværende for deres hverdag. Der skal være nogle ting og nogle emner, vi skal debattere, og nogle ting om, hvad der betyder noget for dem i deres hverdag. Så jeg tror det er hele pakken, der skal til, hvis flere socialt udsatte mennesker skal stemme.

Valg på de sociale medier

Også de unge førstegangsvælgere skal gerne lokkes til stemmeurnerne, og her er det andre metoder, der skal til, for at gøre de unge interesserede i kommunalvalget.

- Jeg tror, at for de unge handler det om at få et godt sammenspil med uddannelsesstederne og med medierne, for det er jo dybest set en slags demokratiopdragelse, der sker, når man kommer i nærheden af at skulle stemme for første gang. Vi skal diskutere lokalpolitik på skolerne og komme i kontakt med de unge, der hvor de er. Selvfølgelig også på de sociale medier, som vi ved betyder mere og mere for deres tilgængelighed til informationer, siger Peter Rahbæk Juel.