Stemmer for at nedrive 1.000 boliger i egen baghave

Abdinoor Hassan vil onsdag stemme for, at 1.000 boliger bliver revet ned i Vollsmose, til trods for det er der, de fleste af hans vælgere bor.

Abdinoor Hassan (S) bor i Egeparken i Vollsmose. Han blev i november 2017 valgt ind i byrådet i Odense. Han fik 591 personlige stemmer, hvoraf 416 kom fra  Camp U, som er det lokale stemmested i Vollsmose.

Alligevel vil han onsdag stemme for, at man river 1.000 boliger ned i bydelen.

Hvad synes du om at skulle skrive under på en plan, der gør mange af dem, der har stemt på dig, lidt utrygge?

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det, jeg gør, er rigtigt, siger han til TV 2/Fyn.

Han forstår dog godt, at nogle borgere føler sig utrygge som følge af kommunens udviklingsplan for Vollsmose.

En del af en ghettoplan

Ifølge udviklingsplanen skal 1.000 familieboliger rives ned, for at man kan leve op til regeringens mål om, at der i 2030 højst må være 40 procent almene boliger i såkaldte hårde ghettoer. De hårde ghettoområder er defineret som områder, der har været på ghettolisten i mindst fire år.

- Jeg kan godt forstå, at der folk, der er utrygge, fordi det er en meget vidtgående plan, siger han.

Ifølge Abdinoor Hassan er mange af hans vælgere enige med ham, fordi de mange indsatser, der hidtil har været, ikke har hjulpet, og han mener, han nu har en mulighed for at rette op på fortidens fejl.

- Vi, der har fået det privilegium at være talerør for beboerne herude, skal gøre det rigtige. Jeg er slet ikke i tvivl om det, siger han.

Ø og Å er sprunget fra

I begyndelsen af maj meldte Enhedslisten Odense ud, at partiets to medlemmer i byrådet forlod Vollsmose-aftalen. Mandag valgte Abdirashid Abukar Abdi, der er Alternativets eneste byrådsmedlem i Odense, at heller ikke han ville skrive under på aftalen.

Abdirashid Abukar Abdi fik ved kommunalvalget i 2017 også de fleste af sine personlige stemmer i Vollsmose

- Jeg gør det af hensyn til beboerne. Jeg har fået utallige henvendelser fra beboere, der mener, at det er en skidt plan, siger han.

Der er dog stadig et stort flertal i byrådet, så planen vil efter al sandsynlighed blive stemt igennem på byrådsmødet onsdag.

Er det ikke lidt en gratis omgang?

- Det skal vi lige tygge lidt på. Det kan lige så godt være, vi kan få en ny regering, som kan mene noget andet i forhold til ghettopolitiken.

i morgen kan livet for 3.000 mennesker i landets største ghetto - Vollsmose - ændre sig for altid. Her skal byrådet i Odense nemlig stemme om det, der er blevet kaldt den sidste Vollsmose-plan. Se hele indslaget om planen her.

Oversigt

    Oversigt