Stenkast-drab: Dna-profil for lille til signalement

Der blev fundet dna-spor på den sten, der dræbte en tysk kvinde i august 2016, men sporet er for småt til at give et signalement af gerningsmanden.

Fyns Politi har formentlig stenkasterens dna, men prøven er så lille, at retsteknikere ikke kan bestemme gerningsmandens etnicitet eller eventuelle sygdomme.

Derfor kan sagens efterforsker, vicepolitiinspektør for almen efterforskning Per Lydiksen Laursen, ikke give et signalement af gerningsmanden. 

- Vi ville gå ud i offentligheden og fortælle, hvis vi havde dna-materiale nok til at bestemme, hvilket land vedkommende kommer fra, om vedkommende er mørk eller lys, om hårfarve og lignende, siger Per Lydiksen Laursen.

Hjælp fra offentligheden

Ifølge vicepolitiinspektøren er politiet i høj grad afhængige af tip fra befolkningen for at løse sagen om stenkast fra fynske motorvejsbroer.

- Vi er nødt til at gå ud til borgerne og få hjælp derfra, siger han.

Derfor har Per Lydiksen Laursen tidligere offentliggjort, at Fyns Politi mistænker, at gerningsmanden eller -mændene kommer fra Tarup-området og tager snus. Han mener også, at nogen må have informationer om, hvem der smider sten ud fra broer. 

Fyns Politi har intet signalement af gernignsmanden eller -mændene. Hverken fra vidner eller dna.

Det er dog ikke helt risikofrit at dele alle sagens oplysninger med offentligheden. 

- Der er altid risici forbundet med det, men vi står i en situation nu, hvor vi har rigtig mange stenkast ude fra motorvejen. Vi vil nødigt have, at gerningsmanden slår til en gang til, inden vi fanger vedkommende. Her vejer vi simpelthen oplysningerne til at være de tungeste i forhold til at få oplysninger fra borgerne. Derfor vil vi gå ud med det, hvis vi fik nogle oplysninger. 

Siden 2008 har der været kastet sten ned på Fynske Motorvej otte gange.

Fire sager er siden da koblet sammen. Det gælder et stenkast i januar 2016, stenkastet, der syv måneder senere dræbte en tysk mor og kvæstede hendes mand, en sag fra september 2017 og det seneste stenkast i december 2017. 

 

Oversigt

    Oversigt