I det fynske folks tjeneste

Stenkast: Nu er der kommet "hemmeligt" kamera op på motorvejsbro

I august 2016 blev en tysk kvinde dræbt, da der blev kastet en betonklods ned fra motorsvejsbroen ved Langesøvej. Nu er der kommet kamera op på broen.

00:43

Nu er der kommet kamera op på Fynske Motorvej efter adskillige stenkast. Video: Ole Holbech

Nu er der kommet kamera op på Fynske Motorvej efter adskillige stenkast. Foto: Ole Holbech

1 af 2

I november 2017 lød det fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at politiet skal kunne overvåge 30 udvalgte vejstrækninger med hemmelige og mobile kameraer.

Det sagde han, efter at flere bilister er blevet ramt af sten fra broer over de danske veje. Nu er der kommet kamera op ved Fynske Motorvej. 

Ifølge TV 2/Fyns reporter på stedet er der ikke meget hemmeligt over kameraet. Lige inden man kommer til broen ved Langesøvej, ser man nemlig dette skilt. 

Der bliver skiltet med, at der er videoovervågning på broen.  Foto: Ole Holbech

Tysk kvinde dræbt

I alt har Fyns Politi registreret seks tilfælde, hvor store sten er blevet smidt ned på motorvejen.

De mange stenkast efterforskes som én samlet sag. 

I august 2016 mistede en 33-årig tysk kvinde livet, da bilen blev ramt af en 30 kilo tung betonklods. Hendes mand kom alvorligt til skade, mens deres søn var uskadt.

Mundskrab til at tjekke dna

Fyns Politi har fået over tusind henvendelser i sagen og har foretaget mundskrab af flere mistænkte, men ingen er endnu blevet anholdt. 

Et mobilt kamera på en fynsk motorvejsbro. Foto: Ole Holbech

Stenkast fra fynske motorvejsbroer

  • 31. januar 2016: En bil med en tysk turist bliver ramt af en sten, der kastes ned fra en motorvejsbro. Ingen kommer til skade.
     
  • Samme aften bliver en betonflise kastet ned over en familiebil samme sted. Moren i bilen får en hovedskade, mens børnene og faren slipper uden skader. Begge hændelser finder sted ved motorvejsbroen Langesøvej på Fynske Motorvej.
     
  • 20. august 2016: En sten på størrelse med en knytnæve kastes ned på ringvejen ved Seden nordøst for Odense. Bilisten slipper for skrammer.
     
  • 21. august 2016: En 33-årig tysk mor omkommer, da blandt andet en 30 og 9,5 kilo tung betonflise kastes ned fra motorvejsbroen ved Langesøvej. Hendes 36-årige mand kommer alvorligt til skade, mens deres femårige søn er uskadt.
     
  • 9. september 2017: En 40 kilo tung sten bliver kastet ned på motorvejen fra en bro ved afkørsel 53 og 54 ved Odense. Ingen bliver ramt. Politiet anser hændelsen som et bevidst forsøg på manddrab.
     
  • 20. december 2017: To biler beskadiges, men ingen kommer til skade, da en eller flere gerningsmænd kaster sten ned fra en bro på Fynske Motorvej mellem afkørsel 53 og 54 omkring Odense.