Stenkast-sagen: Politiet frygter, hvad der sker næste gang

Den borger, der ved noget om stenkast-sagerne på Fyn, kan risikere selv at blive ramt, hvis vedkommende ikke henvender sig, siger vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politi.

- Sådan som vi oplever det, accelererer det for gerningsmændene. De starter med at smide en sten på størrelse med en knytnæve gennem en rude, og så går de over til sten, der vejer de der 30-50 kilo. 

- Vi frygter lidt, hvad det næste er, når vi skubber dem væk fra motorvejen. 

Sådan siger vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politi til TV 2, efter der fredag blev etableret lys på to broer over Fynske Motorvej, og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) gav grønt lys til videoovervågning af 30 udvalgte vejstrækninger over hele landet.

Fyns Politi har samtidig kædet en stribe hærværk med rudeknusninger i Tarup sammen med fem stenkast på Fynske Motorvej.

Sammenkædningen er sket via dna taget på de sten, der er kastet - blandt andet den 40 kilo tunge sten som i september blev smidt ned på motorvejen fra en bro på Spedsbjergvej.

- Vi ved ikke, hvad det næste er, så lidt kynisk kan vi sige, at den borger, der ikke henvender sig, kan risikere selv at blive ramt af de her hændelser, hvis man færdes på motorvejen eller kører under motorvejsbroerne, siger vicepolitiinspektøren.

- Derfor skal man virkelig vise samfundssind og hjælpe hinanden, for det er rigtig alvorligt, det her. 

- Ved august-ulykken i 2016 blev en kvinde slået ihjel og en mand fuldstændig invalideret. I den hændelse, der var for to dage siden, blev der kastet tre sten ned umiddelbart efter hinanden, og heldigvis er der ikke nogen, der bliver ramt. Det var et lykketræf, at der kun var materielle skader, siger Per Lydiksen Laursen til TV 2.

Fredag har Fyns Politi fået omkring 30 nye henvendelser i sagen.

Oversigt

    Oversigt