Stephanie Lose ny formand for Danske Regioner

Stephanie Lose (V) bliver ny formand for Danske Regioner. De Radikale har nemlig besluttet at pege på hende.

Det bliver formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), der de næste fire år kommer til at stå i spidsen for Danske Regioner.

Det ligger fast, efter at De Radikale har besluttet at pege på venstrepolitikeren som efterfølger til Bent Hansen (S), der ikke genopstillede ved valget i sidste uge.

- Stephanie Lose har vist, at hun har en åben og inddragende ledelsesstil. Hun har også de rette menneskelige og politiske lederegenskaber, siger Karin Friis Bach (R), der er forhandlingsleder for De Radikale.

- Men først og fremmest hænger det sammen med, at Venstre først er kommet på banen med et godt tilbud til os.

De Radikale får den magtfulde post som formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

- Det er en stor og vigtig post, der giver os konkret mulighed for at øve indflydelse på den politiske linje i Danske Regioner, siger Karin Friis Bach.

Regionsvalget, der fandt sted samme dag som kommunalvalget i sidste uge, endte sådan, at rød blok har otte mandater i Danske Regioners bestyrelse. Og det samme har blå blok.

De Radikales enlige mandat er dermed afgørende for, hvem der får den magtfulde og profilerede formandspost, der siden regionernes oprettelse i 2005 har været besat af Bent Hansen.

Lose er indtil videre den eneste af de fem regionsformænd, der er fra Venstre. Tre af de øvrige er socialdemokrater, og i Region Sjælland, der endnu er uafklaret, er det også muligt, at en S-politiker ender i toppen.

- Det stiller nogle krav til os alle, ikke kun til mig, men til medlemmer af bestyrelsen, siger Stephanie Lose.

- Når man arbejder i en konsensusorganisation, skal man give rum og plads til hinanden, men også bøje sig mod hinanden. Det ser jeg som en stor opgave med mig som formand at sørge for.

Socialdemokratiet havde satset på, at en af partiets regionspolitikere skulle efterfølge Bent Hansen. I første omgang kandiderede både formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), og formanden for Region Nordjylland, Ulla Astman (S).

Men forleden trak Hæstorp Andersen sit kandidatur. Det skete med den begrundelse, at hun var nået frem til, at regionerne ikke ønskede en københavner som formand.

 Danske Regioner er en sammenslutning af landets fem regioner, der har som deres vigtigste opgave at drive sundhedsvæsnet.

Formanden for Danske Regioner er i front, når regionerne hvert år forhandler med finansministeren om, hvor mange penge de skal have til deres arbejde.

Og finansminister Kristian Jensen glæder sig over, at valget er faldet på partifællen Lose, som han beskriver som en stærk politiker.

- Når man kigger på hendes meritter, så ligger de fuldstændig i top. Region Syddanmark har styr på deres økonomi, de har styr på deres behandlingstider, siger Kristian Jensen.

- De har kæmpet med nogle udfordringer med deres ambulancekørsel. Men de har alligevel formået at lave et system, som borgerne er trygge ved. Det fortjener hun ros for.

Stephanie Lose tiltræder formelt, når Danske Regioner holder generalforsamling 22. marts.

Oversigt

    Oversigt