Stephanie Lose om nærhospitaler: - Vi er allerede i gang flere steder i regionen

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) synes, regeringens udspil om nye nærhospitaler er fornuftigt, men mangler klarhed omkring, hvad deres opgaver skal indeholde.

Onsdag morgen præsenterede regeringen sit nye udspil, der blandt andet lyder på, at der skal oprettes 13-20 nærhospitaler i hele landet.

På Fyn er det Nyborg, der står til at få et nyt nærhospital, og i Region Syddanmark er også Tønder og Fredericia på listen.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er positivt stemt over for regeringens udspil.

- Det lyder fornuftigt at arbejde med at placere sundhedstilbud tættere på borgerne uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger hun.

Efter pressemødet har udspillet mødt kritik fra blandt andre Venstre og Konservative, der sætter spørgsmålstegn ved, hvor bemandingen til nærhospitalerne skal komme fra.

Ifølge Stephanie Lose er der i Region Syddanmark ligesom i resten af landet også mangel på læger og sygeplejersker til især de mindre byer. Regionsrådsformanden vurderer dog, at der med det nye udspil ikke bliver behov for et stort personaletræk.

- Jeg forestiller mig, at man i et sundhedshus løser nogle opgaver, som man i dag løser på et stort sygehus. Dem kan man løse tættere på borgerne, så det vil være de samme medarbejdere og de samme opgaver, men placeret anderledes geografisk, siger Stephanie Lose.

Et andet af kritikpunkterne for udspillet er, at det er uklart, hvad de præcise opgaver for nærhospitalerne skal indeholde.

Sundhedshus eller nærhospital

Stephanie Lose er da også usikker på, om udspillet kommer til at ændre noget i forhold til regionens nuværende arbejde.

- Jeg synes, udspillet lyder meget som sundhedshuse, og det er vi allerede i gang med flere steder i regionen. Jeg har stadig til gode at få en forklaring på, hvad forskellen er på et sundhedshus og et nærhospital.

I Region Syddanmark er i øjeblikket 12 etablerede sundhedshuse, hvoraf fire ligger på Fyn. Derudover er der planlagt yderligere fire kommende sundhedshuse på Fyn blandt andet i Nyborg, hvor regeringen foreslår, at et nærhospital skal placeres.

Derfor er Stephanie Lose også positiv over udsigten til at rykke mere sundhedsbehandling tættere på borgerne.

- Det er en udvikling, som allerede er i gang, men jeg mener, at den også kan ske andre steder end de tre placeringer regeringen foreslår i deres udspil.

Tilbuddene i de nuværende sundhedshuse er forskellige, men fælles for dem alle er, at der altid er praktiserende læger i huset.