Stephanie Lose vil melde Holst til politiet

Flere politiske kolleger vil anmelde Carl Holst efter ulovlig brug af ansat i Region Syddanmark til valgkamp - også partifæller.

Carl Holsts partifælle og nuværende regionsrådsformand, Stephanie Lose (V) mener, at en politianmeldelse af hendes forgænger er på sin plads.

- Jeg har sat det på dagsordnen allerede på mandag. Og det er nærliggende at sende en politianmeldelse, fordi de er så klare om, at han har handlet ulovligt, forklarer hun overfor DR Fyn.

Den hårde udmelding kommer efter, at en ny rapport fra Statsforvaltningen gør det klart, at Holst handlede ulovligt ved at bruge en ansat i Region Syddanmark som pressemand i forbindelse med sin valgkamp.

Partifællen er overrasket over, at Statsforvaltningen er så tydelig i deres afgørelse.

- De taler ikke om gråzoner. De er overbeviste om, at han har gjort noget ulovligt, fortæller den nuværende regionsrådsformand, Stephanie Lose.

Statsforvaltningen vurderer i sin redegørelse, at den ansatte, Christian Ingemann Nielsen, i et større omfang har hjulpet Carls Holst med hans kampagne til Folketingsvalget i juni.

Det har blandt andet drejet sig om at skrive pressemeddelelser, besvare borgerhenvendelser og komme med inputs og gode argumenter frem mod Carl Holst debatter.

Statsforvaltningen nævner et eksempel, hvor Christian Ingemann Nielsen udarbejdede talepunkter, som Holst kunne bruge i en paneldebat i P4 Syd med Marlene Borst Hansen (R) og Karina Lorentzen (SF).

Det er ikke lovligt, fordi den ansatte ikke er betalt af Venstre, men af skatteborgernes penge.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) forventer, at forretningsudvalget og regionsrådet vil behandle redegørelsen mandag.

- Så forventer jeg, at medlemmerne er indstillede på at behandle den, selvom det er med kort varsel, så regionsrådet hurtigt kan beslutte, hvad der skal gøres. Nu vil jeg bruge weekenden på at læse redegørelsen grundigt igennem, siger Lose.

Sagen førte senere til, at Carl Holst måtte trække sig som forsvarsminister. Holst havde hentet Christian Ingemann Nielsen med til ministeriet som sin personlige spindoktor.

Oversigt

    Oversigt