2.000 hjerteløbere på én uge: Flere efterspørger førstehjælp efter Christian Eriksens hjertestop

På én uge har 2.000 danskere tilmeldt sig Trygfondens hjerteløberordning, efter Christian Eriksen fik hjertestop foran tusindvis af mennesker. 28-årige Henriette Themsen har selv været hjerteløber i fire år.

11 gange er hjerteløberalarmen gået på 28-årige Henriette Themsens mobil, siden hun tilmeldte sig som hjerteløber for knap fire år siden.

Tre af gangene ved hun med sikkerhed, at hun har reddet en andens liv.

- Det er jo en følelse af at gøre en kæmpe forskel. Det er nok noget af det største, man kan give et andet menensker - livet tilbage, siger Henriette Thomsen, der udover at være hjerteløber arbejder i hjemmeplejen i Middelfart og som deltids brandmand.

Siden sidste weekend, vil alarmen til Trygfondens hjerteløberordning komme til at kunne gå af i mange flere hjem rundt i landet, faktisk i alt over 115.000. Det kommer efter EM-kampen mellem Danmark og Finland, hvor Christian Eriksens hjertestop nåede ud til tusindvis af tilskuere både i Parken og foran skærmen.

quote Folk henvender sig og siger: nu så vi jo fodbold og så Eriksen falde om

Henriette Themsen, hjerteløber

I alt 2.000 nye hjerteløbere er kommet til på landsplan, hvoraf 348 har tilmeldt sig ordningen i Region Syddanmark - det bringer antallet af hjerteløbere i regionen op på 17.091. 

- Jeg tror, det er det her idol, der er blevet ramt, som man måske bedre kan forholde sig til, end en fremmed annonce om, at man skal melde sig som hjerteløber, siger Henriette Themsen.

Reddede et liv som 18-årig

Selvom Henriette har været tilmeldt hjerteløberordningen i fire år, så har hun udøvet livreddende hjælp tidligere i livet. Som 18-årig faldt en mand om med hjertestop i Kvickly, hvor hun var inde for at handle. 

- Jeg havde lige haft et førstehjælpskursus på et højeskoleforløb, så jeg gik hurtigt i gang med hjertemassage, husker Henriette Thomsen ti år senere.

- Og tre dage efter kom han og bankede på min dør og sagde, at jeg havde reddet hans liv.

Hjerteløbere fordelt på regioner:

Dér i Kvickly gik det op for hende, at hun var god til at holde hovedet koldt i pressede situationer og gerne ville bruge det aktivt i sit liv. Derfor har hun både arbejdet som livredder og arbejder nu som hjemmeplejer og deltidsbrandmand, mens drømmen er at blive politibetjent. 

Derfor løber hun også hurtigt ud ad døren, lige så snart alarmen lyder, hvad end det er for at møde op og give hjertemassage eller sætte kursen efter den nærmeste hjertestarter.

Efterspørgsel på førstehjælpskurser

Det er ikke kun hjerteløber-appen, der er blevet hentet i stor stil siden 12. juni. Også interessen for førstehjælpskurser er steget den seneste uge. Det oplever Dennis Kræmmer Hansen, der har firmaet Dukanhjælpe, hvor han blandt andet udbyder førstehjælpskurser.

- Folk henvender sig og siger: nu så vi jo fodbold og så Eriksen falde om, forklarer han og tilføjer:

Dennis Kræmmer Hansen har oplevet stor efterspørgsel på sine førstehjælpskurser.
Dennis Kræmmer Hansen har oplevet stor efterspørgsel på sine førstehjælpskurser.
Foto: Alex Syrik

- Så jeg har ikke gjort noget, men jeg har fået en del flere henvendelser, end jeg plejer. Folk vil giver høre om hjertestartere, købe en hjertestarter, købe førstehjælpskurser eller andet, siger Dennis Kræmmer Hansen.

Henriette Themsen synes, det er en god idé at få sig et førstehjælpskursus, som det ellers ikke kræves for at være hjerteløber.

- Jeg synes, man skal sætte krav til sig selv om at sætte sig ind i tingene, så man reelt ved, hvad der skal ske, når uheldet er ude. 

quote Det er jo gået op for folk, at det ikke kun er gamle mennesker med dårlige hjerter og rygerlunger, der falder om med hjertestop. Det er alle, også folk i deres bedste alder

Dennis Kræmmer Hansen, selvstændig førstehjælpsinstruktør

Ikke kun rygerlunger

Rigtig mange både børn og voksne så Christian Eriksens kollaps, og det kan være svært at bearbejde så voldsom en oplevelse. Det oplever Henriette Themsen også i sit job.

- I situationen, der kører adrenalinen, og jeg gør det til en genstang og kører efter bogen med det jeg har lært. Så bearbejder jeg det bagefter ved at snakke med familie og venner om det samt de andre brandmænd, som ved lidt om, hvordan det er at gå igennem, fortæller hun og tilføjer:

- Og så er det med at mærke efter og fortælle andre, at man har været ud, så de kan holde lidt øje med reaktionen bagefter også.

2.000 danskere har tilmeldt sig Trygfondens hjerteløberordning siden 12. juni.
2.000 danskere har tilmeldt sig Trygfondens hjerteløberordning siden 12. juni.
Foto: Alex Syrik

Trods den tragiske omstændigheder med Christian Eriksen, der heldigvis har det godt igen, så ser både Dennis Kræmmer Hansen og Henriette Themsen positivt på den stigende interesse for både førstehjælp og hjerteløberordningen.

- Det er jo gået op for folk, at det ikke kun er gamle mennesker med dårlige hjerter og rygerlunger, der falder om med hjertestop. Det er alle, også folk i deres bedste alder, påpeger Dennis Kræmmer Hansen.

- Det er lidt et tegn på, at når man ser det ske, så vågner man lidt op. For mig er den bedste måde at hjælpe mig selv at hjælpe andre, siger Henriette Themsen.


Oversigt

    Oversigt