Stilhed på vejene dagen før store hjemrejsedag

Trafikken glider juledag, hvor der er få biler i blæsten. Først 2. juledag ventes der større pres på vejene.

Der er stille på vejene juledag og dagen inden store hjemrejsedag, 2. juledag. Og den smule trafik, der er rundt omkring, kører pænt.

Det fortæller Brit Osted Nielsen, vagthavende ved Vejdirektoratet.

- Det ser rigtig fint ud. Der er ikke ret mange biler på vejene i øjeblikket. Det har der ikke været hele formiddagen. Så det kører rigtig pænt.

- Vi har ingen forventninger til i dag. Travlheden kommer først i morgen, hvor de fleste skal hjem fra juleferie, siger Brit Osted Nielsen.

Blæst på broer

Hvis man alligevel skal ud og køre juledag, skal man være opmærksom på blæsten.

Vejdirektoratet advarer om, at kraftig blæst juledag kan påvirke trafikken på Ny Lillebæltsbro, Svendborgsundbroen og Langelandsbroen

- Vi har en melding ude på nogle broer om, at man skal være opmærksom på, at det blæser derude, fordi det vil ryste lidt i bilen, lige så snart man kommer ud i åbne strækninger.

På Øresundsbroen frarådes vindfølsomme køretøjer at passere på grund af den kraftige vind.

Men ellers skaber blæsten ikke problemer for trafikken.

Vinden kommer dog til at tage til 2. juledag, hvor DMI har udsendt varsel om risiko for vindstød af stormstyrke på 25 til 28 meter i sekundet flere steder i landet.

2. juledag er den helt store hjemrejsedag, hvor der ifølge Vejdirektoratet bliver travlt på landets veje.

Det største pres ligger mellem klokken 09.00 og klokken 17.00.

- Så har man mulighed for det, så kør tidligt om morgenen eller efter klokken 17 efter aftensmaden. Det vil være en rigtig god idé, lyder opfordringen fra Brit Osted Nielsen.

Oversigt

    Oversigt