I det fynske folks tjeneste

Stille fejring af H.C. Andersen i år

Der bliver ingen større udskejelser eller folkelige oplevelser, når H.C. Andersen 2005 fra tirsdag til torsdag i næste uge markerer eventyrdigterens 198 års dag. Arrangementet er i år helt bevidst droslet ned, da alt krudtet bliver sparet til 2005, hvor Fyn, Danmark og hele verden skal fejre H.C. Andersen.

-

Der bliver ingen større udskejelser eller folkelige oplevelser, når H.C. Andersen 2005 fra tirsdag til torsdag i næste uge markerer eventyrdigterens 198 års dag. Arrangementet er i år helt bevidst droslet ned, da alt krudtet bliver sparet til 2005, hvor Fyn, Danmark og hele verden skal fejre H.C. Andersen.

\"Vi skal jo ikke trætte med H.C. Andersen. Derfor har vi bevidst valgt at gå stille med dørene i år\", siger Lars Seeberg, generalsekretær i H.C. Andersen 2005.

Lidt fest og nogle enkelte arrangementer har sekretariatet dog valgt at sætte i gang for at markere dagen.

Prisuddeling
Hovedbegivenheden er uddelelingen af H.C. Andersen-prisen til filminstruktøren Bille August. Han får prisen, fordi han har givet tilsagn om at lave en ny stor international film om H.C. Andersen.

Selve prisoverrækkelsen finder sted på Odense Teater på digterens fødselsdag 2. april. Her vil Bille August modtage en pris på 50.000 euro. Skuespilleren Paprika Steen er konferencie.

Teater
Derudover står sekretariatet bag en teaterforestilling med Cornwalls International Theatre Company, Kneehigh Theatre, fra Storbritannien. De skal på Odense Teater vise den H.C. Andersen-inspirerede forestilling The Red Shoes tirsdag og onsdag.

Filmsymposium
Tordsag aften er der arrangeret filmsymposium i Teaterhuset. Her vil blandt andet sociolog Henrik Dahl og instruktør Jørgen Lerdam sætte fokus på H.C. Andersens betydning for filmkunsten.

Besøg fra Belgien
En 5. klasse fra skolen De Smalle i Belgien besøger under festdagene Odense. Klassen har vundet en international konkurrence om at skabe et kunstværk med udgangspunkt i eventyrdigteren.

De 28 elever skal bo privat og skal blandt andet besøge forskellige H.C. Andersen attraktioner i Odense.

Indsats i udlandet
Selvom fejringen af H.C. Andersen i år kommer til at gå stille af, er det ikke et udtryk for at sekretariatet ligger på den lade sige.

Næste lørdag rejser generalsekretær Lars Seeberg og Christian Have fra Have PR til Kina for at etablere flere kontakter i Asien. Rundturen til Kina og Japan er den sidste af en række udlandstur, der skal sørge for at fejringen i 2005 bliver en global markering.