I det fynske folks tjeneste

Stitunnel skubbes på plads på Langeskov Station

Banedanmark bruger Kristi himmelfartsferien og den reducerede togdrift mellem Nyborg og Odense til at arbejde videre på Langeskov Station.

Som led i færdiggørelsen af Langeskov Station skal Banedanmark skubbe en stitunnel på plads ind under jernbanen i Kristi himmelfartsferien.

- For at påvirke passager- og godstrafikken mindst muligt har vi valgt at færdiggøre stitunnelen på Langeskov Station i Kristi Himmelfartsferien, samtidig med at sporet er spærret på grund af den omfattende sporfornyelse på Østfyn fra Nyborg til Odense, siger Per Henriksen, projektleder i Banedanmark.

Banedanmark har valgt en metode med at støbe stitunnelen ca. 30 meter fra det sted, hvor den skal skubbes ind under sporet. Ved hjælp af donkrafte løftes tunnelen op, og broen skubbes på plads. Med denne metode forkortes anlægsperioden betydeligt. 

- Ved at lave et såkaldt broindskub behøver vi kun en kort spærring. Hvis vi havde støbt stitunnelen direkte ind i dæmningen, ville det have krævet en lang spærring af sporet til stor gene for landsdelstrafikken, siger Per Henriksen. 

Indskubningen af stitunnelen foregår fra onsdag aften og fortsætter indtil søndag formiddag. Det forberedende arbejde startede allerede mandag morgen, hvor Banedanmarks folk blandt andet begyndte at bryde perronbelægning op, fjerner skinner og sporkasse.   

Mens den omfattende sporfornyelse foregår mellem Odense og Nyborg vil der i perioden fra den 2. maj til 8. august ikke være togstop på Langeskov Station. 

Dette er nødvendigt for at afvikle den reducerede drift mellem Odense og Nyborg optimalt. 

Når stitunnelen er på plads vil der være yderligere restarbejder, som ikke vil have trafikal betydning for togtrafikken på tværs af landsdelene.

Efter sommerferien vil stitunnelen være klar til brug for brugere af Langeskov Station. 

Ved du noget? Så send os et tip