I det fynske folks tjeneste

Stjålen Audi er blevet brugt i sparekassesprængning

Eksplosionen onsdag nat var så kraftigt, at samtlige vinder i bygningens underetage blev knust.

Politiet efterlyser vidner, der har set en stjålen sølvgrå Audi 100, der formentlig har været brugt i sparekassesprængningen onsdag nat.

Audi 100'eren, der er fra årgang 1992, blev stjålet mandag aften fra L.A. Ringsvej i Odense mellem 19.40 og 20.40.

Den blev fundet i krydset mellem Hågerupsvej og Ludwigsmindevej i Korinth i morges, da politiet var på vej til Faaborg i forbindelse med sparekassesprængningen.

Bilen blev fundet med 'rygende bremser', og det er en af grundene til, at Fyns Politi mener, at den kan have været brugt ved røveriet.

Audiens højre baglygte virker ikke.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner der har set Audien i løbet af natten.

Voldsom eksplosion

Den episode Audien kan være brugt til, er en sparekasse-sprængning i Faaborg.

Onsdag nat pumpede gerningsmænd gas ind i sparekassen og antændte gassen med en elektrisk gnist.

Det skabte en eksplosion så kraftig, at ikke alene sparekassens hæveautomat, der var målet for aktionen, men også samtlige ruder i bygningens underetage blev sprængt ud.

Gerningsmændene kørte væk med hæveautomaten.

- Klokken cirka halv fire i nat vågner vi ved, at der var en kæmpe eksplosion. Vi er godt klar over, at det muligvis er ved banken. Så vi ringer til politiet med det samme, siger Rune Kristensen, der er nabo til banken.

Der bor en mand i en lejlighed lige oven på banken. Han var til stede ved eksplosion, men han er uskadt.

Ved du noget? Så send os et tip