Beruset russisk kaptajn mister retten til at sejle: Stødte kæmpe fragtskib på grund ved Langeland

Et hollandsk fragtskib med en beruset kaptajn sejlede i februar på grund ud for Illebølle på Langeland. Nu har kaptajnen fået sin straf.

En beruset russisk kaptajn sejlede i februar et 2.200 ton tungt fragtskib på grund ved Langeland. Nu har han fået sin straf i form af en bøde på 20.000 kroner og frakendelse af retten til at føre skib i et år.

Det var dommen, da sagen blev behandlet ved Retten i Svendborg onsdag.

Torsdag 21. februar afsejlede det 85 meter lange og 11 meter brede hollandsk indregistrerede fragtskib Eems Carrier fra Lindø med kurs mod Liepaja i Letland. Så langt nåede de dog ikke i første omgang.

quote Det lykkedes ham forunderligt nok at komme ud af Odense Fjord og ned gennem Storebælt, men så støder de altså på grund

Klaus Holten Kristensen, specialanklager ved Fyns Politi

Klokken 21.36 samme aften fik Fyns Politi et opkald fra MAS-vagten, Forsvarets Maritime Assistance Service. Eems Carrier var sejlet på grund ud for Spodsbjerg på Langeland, og kaptajnen var - at dømme ud fra den mildt sagt slingrende kurs - mistænkt for at være beruset.

- De maritime myndigheder meldte det til os, fordi de kunne se på deres overvågningsudstyr, at et fartøj var ved at komme for tæt på land ved Langeland, siger Klaus Holten Kristensen, specialanklager ved Fyns Politi.

Skibet kom en smule ud af kurs og var tæt på at sejle helt op på stranden ud for Langeland.
Skibet kom en smule ud af kurs og var tæt på at sejle helt op på stranden ud for Langeland.
Foto: Anklagemyndigheden ved Fyns Politi

Politiet kontaktede derfor skibet og beordrede dem til at blive liggende, og selv om skibet også har været kortvarigt grundstødt, uden at der gik hul på skroget, sejler de alligevel videre.

- Det lykkedes ham (kaptajnen, red.) forunderligt nok at komme ud af Odense Fjord og ned gennem Storebælt, men så støder de altså på grund og kommer efterfølgende fri ved egen kraft, siger Klaus Holten Kristensen.

Anholdt og løsladt

Efter kort tid lykkedes det alligevel politiet at overbevise den 49-årige russiske kaptajn om, at skibet skulle blive liggende, hvor det lå. Med hjælp fra en privat virksomhed kommer politiet ombord på skibet, hvor kaptajnen bliver testet for spirituspåvirkning og efterfølgende bliver anholdt.

Fordi promillen ikke var over 2,0, og fordi der ikke skete større skade, kunne kaptajnen ikke tilbageholdes. Derfor gik det stærkt for anklagemyndigheden ved Fyns Politi med at få lavet en aftale på både dansk og russisk om, at sagen kan afgøres uden kaptajnens medvirkende. Den 49-årige russiske kaptajn blev efterfølgende løsladt.

Han var derfor ikke til stede, da sagen onsdag blev afgjort ved Retten i Svendborg. Her fik han en bøde på 20.000 kroner samt frakendelse af retten til at føre skib i et år.

- Førstegangstaksten, når promillen er under 2,0, er en bøde og et års frakendelse, siger Klaus Holten Kristensen.

Oversigt

    Oversigt