I det fynske folks tjeneste

Nu får de fred: Støjplagede Sanderum får støjskærm

Beboerne i Sanderum får et stort ønske opfyldt, når en 1.600 meter lang støjskærm langs motorvejen bygges i sommeren 2019.

Støjværnet, der opstilles ved Sanderum, bliver 1.600 meter langt og fire til fem meter højt. Arkivfoto. Foto: Brian Berg / Ritzau Scanpix

I Sanderum har støjgener fra Fynske Motorvej længe været et problem for beboere tæt på motorvejen. Nu har Odense Kommune og Vejdirektoratet imødekommet ønsket om en støjskærm langs E20.

Støjskærmen bliver opført fra den vestlige tilkørsel 52 ved Assensvej og frem til cirka 120 meter vest for boligområdet langs Holkebjergvænget. I alt bliver støjskærmen 1.600 meter lang og får en højde på mellem fire og fem meter.

Læs også Støjmilliarder forbigår flere tusinde fynske boliger

- Jeg er utrolig glad for, at der kommer en løsning for de berørte beboere i Sanderum. De har kæmpet en meget forståelig kamp mod støjgenerne, og nu kan de se målet forude, siger Jane Jegind (V), by- og kulturrådmand i Odense Kommune.

Køber grunde

Opsætningen af støjskærmene begynder i løbet af sommeren 2019.

Skærmene bliver opsat, efter Odense Kommune har købt en grund af Vejdirektoratet og samtidig overtaget et areal vest for Holkebjergvej. Det er på disse to grunde, at Vejdirektoratet opfører støjskærmene.

By- og kulturrådmanden er tilfreds med de to ejendomshandler mellem kommunen og Vejdirektoratet.

- Jeg vil rose samarbejdet mellem forvaltningen og Vejdirektoratet for at finde en god model for alle parter, siger Jane Jegind.

Handlerne blev godkendt af byrådet onsdag.

Læs også Penge til støjværn ved Sanderum