I det fynske folks tjeneste

Ambulance Syd: Større arbejdsglæde blandt ambulancereddere

Arbejdsglæden blandt de ansatte hos regionens ambulanceselskab er blevet større. Det viser en ny undersøgelse.

Redderne hos Ambulance Syd er blevet mere glade for at gå på arbejde. Det viser selskabets årlige medarbejdertilfredshedsundersøgelse. Foto: Ole Holbech / Arkiv

Region Syddanmark har gennemført den årlige medarbejdertilfredshedsundersøgelse (MTU) blandt samtlige ansatte. Resultaterne viser, at der er en øget arbejdsglæde blandt de ansatte ved Ambulance Syd.

- Medarbejdertilfredsheden blandt medarbejderne i Ambulance Syd har fået et bemærkelsesværdigt løft, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Ambulance Syd har siden oprettelsen i 2016 være plaget af en lang række sager: Mangel på reddere, tvister om resterende løn fra konkursboet Bios og lange responstider.

Men nu viser tilfredshedsundersøgelsen, at arbejdsglæden blandt de ansatte i Ambulance Syd stiger.

I medarbejdertilfredshedsundersøgelsen har de ansatte tilkendegivet en fremgang på 4 til 7 point på alle de undersøgte områder i forhold til resultaterne i 2017, hvor de gennemførte deres første MTU.

Udover Ambulance Syd er der også fremgang i medarbejdertilfredsheden på Sygehus Lillebælt og Sygehus Sønderjylland.

Læs også Ambulance Syd: Vi rykker hurtigere ud

Regionsdirektør Jane Kraglund glæder sig over den øgede medarbejdertilfredshed blandt medarbejderne.

 - I forhold til den flotte fremgang på Sygehus Lillebælt, Ambulance Syd og Sygehus Sønderjylland ser jeg, at medarbejderne nu kvitterer for enhedernes indsatser med øget tilfredshed. Jeg ved, at der er blevet arbejdet intenst på at skabe stærke organisationer, og jeg hæfter mig ved, at initiativerne bærer frugt, siger regionsdirektør Jane Kraglund i pressemeddelelsen.

- Generelt har flere end nogen sinde før givet deres besyv med i MTU’en, og derfor er det ekstra godt at se, at medarbejderne i regionen samlet set trives og oplever, at samarbejde og udviklingsmuligheder har gode betingelser, siger Jane Kraglund.

Fakta Ambulance Syd

Ambulance Syd står for ambulancedriften i Sydvestjylland, Sønderjylland og på Fyn. (Undtagen Middelfart og trekant-området som varetages af ambulanceselskabet Responce.)

 

Ambulance Syd blev etableret i august 2016, da Region Syddanmark hjemtog ambulancedriften efter ambulanceselskabet BIOS’ konkurs, hvor medarbejderne blev virksomhedsoverdraget.