I det fynske folks tjeneste

Størst: Kæmpe vindmølleordre luner på Lindø

Foto: Ole Holbech

Vindmølleproducenten MHI Vestas Offshore Wind - der er et samarbejde mellem danske Vestas og japanske Mitsubishi - har hentet en ny stor ordre hjem. Ordren er på 44 stk af verdens største vindmølle. Vindmøllehovederne, de såkaldte naceller, skal produceres på Lindø.

De 44 kæmpemøller af typen V164-8.0 MW på tilsammen 370 megawatt skal indgå i Belgiens største offshore vindmølleprojekt. Møllerne skal placere i den belgiske del af Nordsøen ca. 23 km ud for kysten ved Zeebrugge.

- Alle de 44 naceller skal produceres på Lindø, fortæller kommunikationsdirektør Stewart Mullin fra MHI Vestas Offshore Wind til TV2/FYN.

Læs også Lindø: MHI Vestas skal levere vindmølleturbiner i Tyske Bugt

Nacellen er maskinhuset på toppen af vindmøllen, hvor generator og elektronik er placeret, og hvor vingerne er monteret.

MHI Vestas Offshore Wind kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse, hvor meget den nye kontrakt betyder for aktiviteterne og antal medarbejdere på Lindø.

- Vi kan ikke kommentere specifikt på virkningen af ​​individuelle kontrakter på vores produktionsanlæg på Lindø. Men generelt kan vi sige, at ordren gavner hele virksomheden, siger kommunikationsdirektør Stewart Mullin fra MHI Vestas Offshore Wind til TV2/FYN.

Møllerne skal stå færdige i 2019.

Læs også Verdens største vindmølletårn testes på Lindø

Den nye ordre betød også, at Vestas havde en god dag på børsen torsdag. Vestas blandede sig i C20-toppen med en stigning på 2,3 procent til 423,40 kroner.

Vestas har siden efteråret 2011 lejet sig ind i en af de store haller på Lindø.  I efteråret 2013 begyndte arbejdet med prototypen til den nye nacelle-prototype V164, og efter at Vestas april 2014 gik i samarbejder med Mitsubishi Heavy Industries har udviklingen taget fart.

Fakta om verdens største vindmølle V164-8.0 MW

  • Vingefang 80 meter
  • Hvert blad vejer 35 tons
  • Nacellen er 20 meter lang, 8 meter bred og 8 meter høj
  • Nacellen vejer ca. 390 tons
  • Anslået navhøjde på 105 meter
  • Vingespids højde på 187 meter
  • Verdensrekord produktion af en enkelt vindmølle på 192 MWh i 24-timers periode (oktober 2014)

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip

FYN NU