I det fynske folks tjeneste

Støjproblemer på nyt rådhus

De ansatte på det nye rådhus i Assens er plaget af støj. Det er ikke klart, hvor længe der går, før der findes en løsning.

De ansatte på det nye rådhus i Assens er plaget af støj. Og det er ikke klart, hvor længe der går, før der findes en løsning.

Den gamle sukkerfabrik i Assens blev bygget om for 110 millioner kroner, og rummer nu kommunens nye rådhus og politistation.

Men det åbne kontormiljø er plaget af støj, og kort efter at rådhuset åbnede klagede otte socialrådgivere over det stærkt forringede arbejdsmiljø, skriver fagbladet Socialrådgiveren.

Ingen løsning

Nu et år og tre måneder er der stadig ikke fundet nogen løsning på problemet.

- Vi har forståelse for, at det tager lang tid at få justeret alting på plads efter sådan en stor ombygning, men vi får det værre og værre, og vi synes, det har stået på i meget lang tid nu, siger tillidsrepræsentant Betina Bach Jørgensen og suppleant Anne Marie Holm til Socialrådgiveren.

Lyden forplanter sig gennem skakt

Midt i det åbne kontorlandskab er der en åben skakt mellem etagerne. Lyden forplanter sig op gennem skakten. De ansatte kan høre hinandens samtaler og telefonopkald, og støj fra reception, borgerservice og politiets afdeling i stueetagen breder sig op i bygningen.

Social- og sundhedsdirektør Jim Staffensen siger til bladet, at man arbejder hårdt på at løse problemerne, men han kan ikke sige, hvornår problemet er løst.

To medarbejdere er nu flyttet på to-mands-kontor, og der er bestilt håndværkere, så resten kan blive flyttet længere væk fra skakten.

Ved du noget? Så send os et tip