Stopper som projektchef for Fra Gade til By

En ny projektchef skal overtage Gade til By-projektet i Odense hurtigst muligt.

Projektchef Svend Heegaard i Odenses Fra Gade til By-projekt har fra og med 1. juli fået en ny rådgiverfunktion. En ny projektchef forventes at være på plads snarest muligt.

Svend Heegaard har siden 1. marts 2011 var projektchef for et af landets største byudviklingsprojekter, og det samlede partnerskab bag Fra Gade til By roser ham for at have været yderst kompetent og handlingsorienteret.

- Svend Heegaard har med hans tunge projekterfaring fra både ind- og udland spillet en stor rolle i forhold til at have fået skabt den nødvendige fremdrift i projektet, lyder det blandt andet fra partnerskabet i en pressemeddelelse.  

- Vi er derfor glade for, at Svend Heegaard har sagt ja til at assistere på afsluttende opgaver frem til en ny projektchef er på plads, så vi bevarer kontinuiteten i projektet. Efter overdragelsen af projektchefopgaverne vil Svend Heegaard indtræde som medlem af Styregruppen og varetage specifikke opgaver for Partnerskabet herunder blandt andet salget af det samlede p–anlæg, fortsætter det.

Svend Heegaard understreger, at han har været glad for sin tid som projektchef, og han nu ser frem til sin nye opgaver i projektet:

- Projektet har flyttet sig markant siden 2011, og det har været en spændende udvikling at være en del af. Projektet går nu ind i en ny fase, der primært omhandler konstruktion, og jeg føler derfor, at det er den rette tid for mig at overlade opgaven til en ny projektchef.

Svend Heegaard vil herudover fremadrettet arbejde med at rådgive inden for private og kommunale byudviklingsprojekter.

FAKTA OM GADE TIL BY
Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade omfatter et areal på 51.000 m2, og området strækker sig 700 meter gennem et byområde, som kan dateres tilbage til 1000-tallet.

Over jorden bygger man cirka 53.000 etagekvadratmeter fordelt på tre kvarterer, som fortrinsvis består af boliger og maksimum 10 procent erhverv.

September 2016 åbner den nordlige del af parkeringsanlægget med ca. 500 pladser. Parkeringsanlægget opføres under terræn, og det færdige anlæg får ca. 1000 parkeringspladser og fem op- og nedkørsler.

Planlægningen af projektet blev påbegyndt i 2008, og selve byggeriet startede i 2014. Hele byomdannelsen står færdig i 2020.

Oversigt

    Oversigt