Stor aktion: Politi har anholdt to

Fyns Politi havde onsdag eftermiddag gang i en større politiaktion på Vestfyn, hvor politiet ledte efter sprængstoffer og våben.

Politiet har anholdt to yngre mænd i sagen. Den var onsdag aften atter løsladt, den anden skal torsdag fremstilles i grundlovsforhør.

Indsatsleder Finn Wegener siger til TV 2/FYN, at aktionen har været planlagt i en uge, og at den skyldes en større efterforskning i en sag. Der er ransaget på tre adresser Ejby og i Nørre Åby.
- Vi har fundet nogle ting, der er mistænkelige, siger han.

Ifølge Ritzau har Fyns Politi fundet både skydevåben og kemikalier, der kan bruges til at producere sprængstoffer med i en aktion på det vestlige Fyn.
- Vi havde mistanke om, at vi kunne finde den slags på tre adresser. Vi har fundet våben som rifler og jagtgeværer det ene sted og genstande, der kan bruges til at producere sprængstoffer med, på en anden adresse, siger vicepolitikommissær Finn Wegener.

Finn Wegener fortæller, at det var en mindre sag, der vakte politiets mistanke.
- Det var en sag om nogle banale uoverensstemmelser, hvor der blev fremsat nogle trusler, der fik os til at fatte mistanke, siger han.

Han fortæller, at bomberyddere er i området for at undersøge nogle af de ting, der er fundet.

Oversigt

    Oversigt