I det fynske folks tjeneste

Stor event på Flakhaven: Børn skal på dagsordenen

Flakhaven i Odense bliver mandag eftermiddag indtaget af børn og forældre, der vil have børnene på dagsordenen forud for de kommende forhandlinger om budgettet.

Børn og unge skal på dagsordenen, når politikerne i byrådet i Odense i denne uge går i gang med forhandlingerne om næste års budget.

Derfor har en nystartet forældrebestyrelse mandag eftermiddag inviteret til event på Flakhaven – for at få klare svar fra deres politikere.

Savner ro og stabilitet
- Vi ønsker, at der kommer ro og stabilitet på børn- og ungeområdet i Odense i mere end ét år frem i tiden, siger Kenneth Brandhøj-Pedersen, der er talsmand for arrangementet.

Under arrangementet vil der både være musik, aktiviteter for børn og unge – og ikke mindst debat med politikerne.

Politikere svarer på spørgsmål
En række politikere har på forhånd givet tilsagn om at deltage, blandt andre Peter Rahbæk Juel (Soc.dem.), Jane Jegind (Venstre), Susanne Crawley, (Rad. V), Brian Dybro (SF), Ulla Chambless (Enhedslisten) og Kristian Guldfeldt (Kons.).

Politikerne har på forhånd fået tre spørgsmål, som de hver især skal forholde sig til. Blandt andet vil de blive afkrævet svar på, hvordan de hver især vil prioritere midlerne på børn og ungeområdet de næste fem år.

TV 2/FYN sender derfra
Arrangementet begynder klokken 16.30, og TV 2/Fyn sender direkte fra Flakhaven fra 16.40 til 17.00 og igen fra 17.30 til 17.40, hvor du kan høre politikernes svar på, hvad de vil gøre for børn og unge i Odense.

Ved du noget? Så send os et tip