Stor fynsk forskel på valg af uddannelse

Der er markant forskel på hvor mange unge i de fynske kommuner, der vælger at forsætte på gymnasiet. I Svendborg vælger 84 procent gymnasiet, mens det kun er 58 procent af de unge på Nordfyn.

De unge i folkeskolens ældste klasser vælger i stor stil at fortsætte på gymansiet. Men jo længere sydøst man kommer på Fyn, jo mindre populær er de gymnasielle ungdomsuddannelser.

På Nordfyn går 58 procent af de unge videre i gymnasiet, mens 42 procent vælger en erhvervsskole. I Svendborg er det kun 16 procent af de unge der vælger en ungdomsuddannelse på en erhvervsskole efter folkeskolen.

- Der kan være mange grunde til, at de unge vælger som de gør. Men det er en forskel, som får mig til at tænke på, om uddannelsesvalgene er styret af interesse. Eller om for mange vælger en bestemt uddannelsesretning, fordi "det gør alle de andre jo". Hvis det er tilfældet, er det meget uheldigt, siger næstformanden for DI Fyn Ib Haahr.

Udover Svendborg er gymnasiet især populært i Nyborg og Odense, hvor henholdsvis 81 og 75 procent vælger gymnasiet, og andelen af unge, der vælger gymnasiet har været støt stigende de seneste fem år. Det går ud over erhvervsuddannelserne, som oplever mindre søgning.

- Vores virksomheder får hårdt brug for både faglærte og akademikere i fremtiden. Derfor vil jeg opfordre de unge, der lige nu går og overvejer, hvad de skal efter folkeskolen, til nøje at undersøge hvilken uddannelsesretning, der er den bedste for dem. Og ikke bare vælge det, kammeraterne gør. Virksomhederne på Fyn bliver mere og mere automatiserede, og det vil være en ulykkelig situation, hvis vi om få år kommer til at mangle dygtige faglærte, siger næstformanden for DI Fyn Ib Haahr.

Oversigt

    Oversigt