Stor fyringsrunde i Nyborg

En stor fyringsrunde ruller tirsdag hen over Nyborg. Omkring 70 stillinger forsvinder blandt andet på ældre- og skoleområdet.

Alene på byens fire plejecentre ryger der mere end hver tiende medarbejder. Det er de allerede vedtagne budgetbesparelser, som nu bliver ført ud i livet.

- Det er en meget stor fyringsrunde, og jeg mener, at det er omkring 13 procent af dem som vi har der arbejder på centrene, der bliver ramt af det her, siger Hanne Knudsen, der er næstformand for Social-Sundhed hos FOA Odense.

Kommunen skal spare i alt 53 millioner kroner, og borgmesteren erkender, at det kommer til at ramme serviceniveauet i kommunen.

- Det er klart, at når vi skal spare så mange penge, så rammer det nogle af kerneområderne i kommunen, siger borgmester Erik Christensen(S).

I alt bliver der nedlagt mellem 49 og 55 stillinger i kommunen. I ældresektoren bliver der nedlagt 37 stillinger og på skoleområdet bliver 11 personer afskediget. Derudover mister et par HKere og pædagoger deres arbejde.

Kommunen forhandler tirsdag med de berørte medarbejdere. Seks medarbejdere får tilbudt en omlægning af deres job, og hvis de siger nej til det, mister de deres job. Dermed bliver antallet af fyrede mellem 49 og 55.

Det er et fald på 53 millioner kroner i år og 64 millioner kroner i år i bloktilskuddet til kommunen, der har tvunget Nyborg ud i besparelserne.

Oversigt

    Oversigt