I det fynske folks tjeneste

Stor hæder til fynsk sommerrevy

Odense Sommerrevy blev søndag kåret som årets bedste ved TV 2 Charlies gallafest for revybranchen.

Der var flere priser til Odense Sommerrevy, da branchen hyldede sig selv ved en stor fest søndag aften. Foto: Odense Sommerrevy

Der var flere priser til Odense Sommerrevy, da branchen hyldede sig selv ved en stor fest søndag aften.

Skuespiller Ulf Pilgaard har i snart en menneskealder været en af Cirkusrevyens bærende barduner.

Søndag blev han hædret for indsatsen, da TV 2 Charlie afholdt Revygalla 2018.

- "Æresprisen 2018" tildeles en kunstner, som gennem hele sit lange professionelle liv har medvirket til at sikre et meget højt niveau, en stigende anerkendelse af kunstarten og en stadig voksende interesse for dansk revy, sagde skuespiller Henning Jensen, som overrakte prisen til Pilgaard.

Det skriver tv-stationen i en pressemeddelelse. 

Læs også Lettet revydirektør: - Det er uvirkeligt for mig

Den 77-årige Pilgaard måtte på grund af sygdom melde fra til flere af Cirkusrevyens forestillinger i denne sæson, men til søndagens prisfest, der fandt sted i Cirkusbygningen i København, fremstod han frisk som altid og overrækkelsen blev ledsaget af aftenens største bifald.

Priser til Odense

Prisen for årets bedste revy gik til Odense Sommerrevy.

Juryen begrunder valget med revyens "unikke sammensmeltning af intelligent humor, vovede vitser og stærke musikalitet".

Bodil Jørgensen, Niels Olsen, Thomas Mørk og Lars Arvad fremførte under prisfesten nummeret "Revy til tiden" fra dette års forestilling i den fynske hovedstad.

Desuden blev Lisbeth Dahl fra Cirkusrevyen kåret som årets kvindelige kunstner, mens Thomas Mørk fra Odense Sommerrevy fik prisen på mandesiden.

Politikere lægger traditionelt ryg til adskillige numre i revylandskabet, og særprisen "Årets darling" tilfaldt minister for offentlig innovation, Sophie Løhde.

Forinden havde hun fået en "ordentlig tur gennem satiremøllen" i Julie Steinckes parodi "Noget i maven" fra Nykøbing Falster Revyen, står der i pressemeddelelsen.

Søndagens gallashow bliver vist på TV 2 Charlie lørdag den 1. september. 

Læs også Revy sælger som aldrig før: Bodil Jørgensen og Niels Olsen er trækplastre

02:55

Efter to år med underskud har Odense Sommerrevy i år haft en kanon sæson med flere end 20.000 solgte billetter. Og succesen stopper ikke her. Søndag fik revyen en af branchens største anerkendelser, da man vandt prisen som Årets Revy ved TV 2 Charlies gallafest for revybranchen.

Luk video