Bronzebrag: Stor interesse for medaljekamp i Odense

OB håber på at kunne sikre sig bronzemedaljer efter den sidste hjemmebanekamp mod Brøndby IF. Mange fans har allerede købt billetter til opgøret.

Ikke siden 2011 har Superligaklubben Odense Boldklub haft en medalje hængende over deres spilleres halse.

Men den otte år lange medaljetørke kan komme til vejs ende den 25. maj på Nature Energy Park, hvor OB tager imod Brøndby IF. I 2011 sikrede OB sig en sølvmedalje, og til kampen mod Brøndby IF kan de fynske spillere sikre sig en bronzemedalje.

Derfor er der stor interesse til opgøret mod vestegnens drenge, som ikke kun er den sidste hjemmekamp, men også den sidste kamp i Mesterskabsspillet for OB.

Håber på fyldt stadion

Der har allerede været over 11.000 tilskuere på OB’s hjemmebane to gange i 2019. Det er mere end, hvad der var i hele 2018, hvor der ikke var over 10.000 tilskuere til en eneste hjemmebanekamp.

- Cirka halvdelen af billetterne til kampen er på nuværende tidspunkt solgt. Hvis man vil være sikker på adgang til kampen, vil jeg derfor anbefale, at man hurtigt sikrer sig billet til kampen, da stadion forhåbentligt bliver udsolgt, siger kommerciel chef i OB Jack Jørgensen.

Han håber på, at hele stadion bliver fyldt op med de 15.790 tilskuere, som der er plads til på Nature Energy Park. Der er i hvert fald lagt i ovnen til en begivenhedsrig dag ifølge Jack Jørgensen.

- Der lagt op til en fodboldfest på stadion, og så bliver der en masse optakt i fanzonen inden kampen. Derudover arbejdes der på højtryk på at lave en tifo ved indløb, fortæller han til TV 2/Fyn

Ikke siden 2009 har stadion været fyldt. Dengang spillede OB med om guldmedaljerne, da de tog imod FCK, hvor de stribede vandt 3-2 over de netop kårede Superliga-vindere.

Afsked med spillere

Det er ikke kun bronzemedaljerne OB kan sikre sig, for med tredjepladsen kan der også følge en adgangsbillet til kvalifikationskampene i Europa League. Det afhænger dog af fredagens pokalfinale mellem Brøndby IF og FC Midtjylland.  

Til kampen mod Brøndby IF skal OB også tage afsked med to profiler. Målmand Sten Grytebust har skrevet kontrakt med FCK, og angriberen Rasmus Festersen indstiller karrieren.

Til gengæld kunne klubben onsdag annoncere, at de har forlænget kontrakter med to spillere. Den stærke back Ryan Johnson Laursen har forlænget indtil 2022. Altmuligmanden Oliver Lund, der kan spille alle positionerne i forsvaret, har skrevet under på en kontrakt, der løber indtil 2021. 

Oversigt

    Oversigt