Stor mangel på julehjælp

Antallet af fynboer, der har søgt julehjælp hos Dansk Folkehjælp, er eksploderet, og der er slet ikke penge nok til at give alle julehjælp i år.

I hele Syddanmark er tallet steget med 40 procent og alene i Odense er antallet af ansøgere steget med 64 procent, så der i år foreløbig er 203 ansøgninger.

- Det kommer meget bag på os. Det er langt flere end vi forventede, siger Anders Ryberg Olsen, Dansk Folkehjælp.

Dansk Folkehjælp har brug for 150.000 kroner for at kunne hjælpe alle, men det mål bliver ikke nået i år.

- Vi kan langt fra hjælpe alle. Hvis det går godt får vi måske samlet 20.000 kroner ind, siger Anders Ryberg Olsen.

For at bidrage lidt var elever fra blandt andet Hunderupskolen lørdag rykket ud i gågaderne i Odense for at samle ind til de juletrængende.

- Når man selv får gaver, er det rart at tænke på, at man har givet lidt igen ved at samle ind, siger Ellen Runge fra 7. klasse på Hunderupskolen.

Julehjælpen fra Dansk Folkehjælp består af tre gavekort på hver 500 kroner til en dagligvarebutik, en legetøjsbutik og en sportsbutik.

Oversigt

    Oversigt