Stor prisuddeling i Odense: Nu kan du stemme på årets musik

Gaffa-prisen skal for første gang afholdes i Odense. Nu kan du stemme på, hvem der står bag årets bedste musik.

Musikshowet Gaffa-prisen skal for første gang afholdes i Odeon i Odense, og det er musikbladets læsere, der er med til afgøre, hvem der løber med de prestigefyldte priser den 11. marts.

Afstemningen er netop åbnet, og du kan være med til at afgøre, hvem der står bag årets danske udgivelse, årets danske band, årets danske hit og årets internationale udgivelse. Der er i alt 18 kategorier, og der skal stemmes på Gaffas hjemmeside.

Vær opmærksom på, at du skal oprette en brugerprofil på Gaffas hjemmeside for at kunne stemme.

Blandt de nominerede er danske navne som Volbeat, Medina, Gulddreng, Blak og Christopher, samt internationale navne som Bob Dylan, Bon Iver, David Bowie, Metallica og Kings of Leon.

Hvis du deltager i afstemningen, kan du vinde præmier til nogle af Danmarks største musikfestivaler – dog ikke Tinderbox i Odense.

Gaffa-prisen er blevet uddelt siden 1991, og de seneste seks år med et liveshow på Bremen Teater i København. Aftalen med Odeon løber foreløbigt i tre år. Der er knap 2000 tilskuere, der kan overvære prisuddelingen i Odense.  

Kategorierne er:

  • Årets danske udgivelse
  • Årets danske band
  • Årets danske kvindelige kunstner
  • Årets danske mandlige kunstner
  • Årets nye danske navn
  • Årets danske hit
  • Årets internationale udgivelse
  • Årets internationale band
  • Årets internationale kvindelige kunstner
  • Årets internationale mandlige kunstner
  • Årets nye internationale navn
  • Årets internationale hit
  • Årets danske rockudgivelse
  • Årets danske popudgivelse
  • Årets danske urbanudgivelse
  • Årets danske hardrock/metaludgivelse
  • Årets danske elektroniske udgivelse
  • Årets danske livenavn

Du kan se listen over alle de nominerede på Gaffas hjemmeside. 

 

 

Oversigt

    Oversigt