Stor salmonella-alarm på Fyn

Et større udbrud af salmonella har ramt Danmark. Statens Serum Institut mistænker en svinebesætning på Vestfyn. Den er med stor sandsynlighed årsag til at ialt 21 personer fra hele Danmark, netop nu er voldsomt syge af salmonella.

-

Et større udbrud af salmonella har ramt Danmark. Statens Serum Institut mistænker en svinebesætning på Vestfyn. Den er med stor sandsynlighed årsag til at ialt 21 personer fra hele Danmark, netop nu er voldsomt syge af salmonella.

- Vi har en stor tro på, at kilden til salmonella-udbruddet findes i en mindre besætning på Vestfyn. Derfor har vi nu valgt at sætte en stopper for al salg og slagtning fra denne besætning, det siger Vicedirektør i Fødevarestyrelsen Henrik G. Jensen i dag til TV2 /FYN.

Symptomer er feber og diaré
Der er tale om en særlig grov variant af salmonellatypen DT12. Symptomerne er mavesmerter, diaré, opkastninger, feber og ledsmerter. I dette tilfælde er der tale om en særlig grov variant af DT12.
- De der er smittede kan ikke have været i tvivl om, at det var salmonella. De har været hårdt angrebet, forklarer Henrik G. Jensen.
Salmonella-syge kan ikke behandles. Det bedste råd er at tage det stille og roligt, og så sørge for at drikke rigeligt med vand, .

Vestfynsk besætning undersøges
Senere i dag vil Fødevareregion Fyn besøge den vestfynske svinebesætning. Her skal det fastslås om de dyr, der er tilbage bærer på salmonella.
- Nu skal vi endeligt sikre os om det er netop denne besætning, der er skyld i salmonella-udbruddet. Det har tidligere prøver vist tegn på. Jeg regner med at vide mere i eftermiddag, siger regionschef for Fødevareregion Fyn, Ulla Brander til TV2 /FYN.

Ingen grund til bekymring
I mellemtiden opforder Fødevarestyrelsen til ro.
- Folk har ingen grund til bekymring. Man kan roligt købe sine nakkekoteletter. Så længe man sørger for en god stegetemperatur, så skulle der ikke være nogen fare, fortæller Vicedirektør i Fødevarestyrelsen Henrik G. Jensen.

Ikke mere salmonella-kød i butikkerne
Han kan ikke sige noget om, hvor det salmonella-ramte svinekød er blevet købt, men de smittede har købt kødet for 1-2 uger siden.
- Derfor forventer jeg ikke, at der er mere af det smittede kød tilbage i butikkerne.
Fødevarestyrelsen er i øjeblikket i gang med at opspore og tilbagekalde evt. kød fra detailhandlen.

21 syge
Fødevarestyrelsen har registreret i alt 21 syge. 14 bor på Vestfyn, 3 i Vejle, 2 i Nordjylland, 1 i Roskilde og 1 i Ringkøbing. Derudover er en kvinde, som i forvejen var alvorligt syg, død efter at være blevet smittet med salmonella.

Tilbageholder landmands identitet 
Fødevarestyrelsen ønsker ikke at nævne navnet på den pågældende landmand, hvis besætning er testet for salmonella.
- Det er i alle tilfælde første gang at vi hører om svinebesætningen på Vestfyn, siger Henrik G. Jensen.

Fødevarestyrelsen understreger, at netop sommersæsonen er højsæson for salmonellaudbrud. Det er specielt omkring grillen, at bakterierne får frit løb.
- Vi skal huske at tage kødet direkte fra køleskab til grill. Det dur ikke at lade det ligge flere timer i solen, afslutter Henrik G. Jensen. 

Oversigt

    Oversigt