I det fynske folks tjeneste

Stor seer-interesse for Landsstævne 2006

De fire regionale TV2-stationer, der har valgt at dække landsstævnet i Haderslev i et utraditionelt samarbejde med DR, bliver belønnet af seerne. TV2 Bornholm, TV2 Fyn, TV Midtvest og TV Syd havde torsdag aften de højeste seertal blandt de otte TV2-regioner, da de fire tv-stationer i deres hovedudsendelse kl. 19.30 sendte direkte fra åbningen.

Flere seere end til VM-kampe

De fire stationer opnåede et samlet seertal på 314.000, da der var flest seere på samme tid til landsstævnedækningen,.
TV2 Bornholm, TV2 Fyn, TV Midtvest og TV Syd tiltrak hele 65 procent af seerne i deres sendeområde torsdag aften mellem kl. 19.30 og 20.
Da DR senere samme aften havde i gennemsnit 536.000 seere blev landsstævnets åbning fulgt af næsten 800.000 foran fjernsynet, hvilket er et højere antal end de fleste VM-kampe fra Tyskland hidtil har tiltrukket.

Utraditionelt samarbejde med DR

DR producerer de store fester og opvisninger på Landsstævnestadion, mens de fire regionale TV2-stationer laver reportager fra aktiviteterne og folkelivet på hele stævneområdet.
DR og TV2 Bornholm, TV2 Fyn, TV Midtvest samt TV Syd udveksler materiale i deres dækning af landsstævnet, således at DR også sender de regionalt producerede indslag og de fire TV2-regioner anvender DR's store OB-produktion af de mange optrin på landsstævnestadion.

-Jeg er glad for, at seerne belønner os for det utraditionelle samarbejde. Det viser, at vi valgte rigtigt og i seernes interesse, da vi gik sammen med DR for at skabe den bredest mulige dækning af den folkelige idrætsfest i Haderslev, siger Ernst Møller, nyhedschef på TV Syd.