I det fynske folks tjeneste

Stor sikkerhed omkring rockervidne

Politi afspærrede gade ved retten og satte skærm op i retssalen for at beskytte mand, der vidner mod rockere i narkosag

Retten i Odense var forberedt på vidnebeskyttelsen ved torsdagens retsmøde.

Politiet tog ingen chancer, da en mand torsdag skulle vidne i en stor narkosag i Odense.

Mandens vidneudsagn kan sende flere Hells Angels rockere og deres venner adskillige år bag tremmer for handel med kilovis af kokain.

Politiet havde derfor sat en skærm op i retten, så de tiltalte i sagen ikke kunne se vidnet eller røre ham, mens han fortalte, hvad han vidste.

Udenfor var vejen til retten afspærret, så politiet kunne fragte vidnet sikkert til retten, og betjente kontrollerede alle personer, der gik ind i retten. Ingen af rockernes venner, der ellers har fulgt sagen fra tilhørerpladserne, måtte komme ind i retssalen. Vinduerne udenfor blev også bevogtet af betjente.