Stor stigning i antallet af konkurser på Fyn

Antallet af konkurser er det højeste i flere år og Fyn er et af de steder i landet, hvor stigningen har været mest markant.

-

Antallet af konkurser er det højeste i flere år og Fyn er et af de steder i landet, hvor stigningen har været mest markant.

Antallet af konkurser i 2004 blev rekordhøjt. 2531 konkurser blev det til, og det er det højeste antal i de seneste ti år og 79 flere end i år 2003 - svarende til en stigning på 3,2 procent.

Alene i december i fjor blev det til 268 konkurser, hvilket svarer til en stigning på 8 pct. i forhold til samme måned året før. Det er det største antal konkurser på en enkelt måned i tre år, viser en statistik fra Købmandsstandens Oplysningsbureau (KOB).

I julemåneden var det Lolland-Falster og Fyn, som har haft de relativt største stigninger, mens Sjælland og det sydlige Jylland havde et pænt fald i antallet af konkurser.

I december 2004 var der 28 konkurser på Fyn mod 11 i julemåneden året før. Fyn ligger også i top, når antallet af konkurser skal gøres op for hele året. I 2004 var der 199 konkurser på Fyn mod 178 i 2003. Det giver en stigning i antallet af konkurser på 11,8 procent, og det er kun i Sydjylland at stigningen i antallet af konkurser har været større.

I de enkelte brancher skiller landbrug og fiskeri sig ud med den største relative stigning i antallet af konkurser i december 2004 sammenlignet med december 2003.

Oversigt

    Oversigt