Stor succes med krisehjælp til mænd

Mænd i skilsmisse-kriser søger hjælp som aldrig før. Det nye mandecenter i Odense er efter kun et halvt år blevet en stor succes.

Der er i alt fem mandecentre i Danmark, og alle fem oplever en stigning i antallet af henvendelser fra mænd i krise.

I Odense har centeret eksisteret i et halvt år, og her har 93 fraskilte mænd allerede nu haft gavn af rådgivning fra centeret.

En af de mænd er Dean Larsen fra Odense. Han blev for syv måneder siden skilt fra sin kone, og efter en del overvejelser besluttede han sig til at kontakte mandecenteret. Det har han ikke fortrudt.

- Jeg har fået en masse værktøjer og en masse rådgivning, som jeg har kunnet bruge, siger Dean Larsen.

Hjælp til at klare skilsmissen

Leder af mandecenteret i Odense, Jan Skaarup, mener at centeret kan hjælpe mændene mere smertefrit igennem skilsmissen.

- Vi kan tilbyde dem rådgivning, støtte og juridisk hjælp, så de kan komme godt videre i det forløb de går ind i med skilsmissen, siger Jan Skaarup.

Hvis ikke Dean Larsen havde haft mandecenteret, havde hans liv i dag formentlig set anderledes ud.

- Jeg havde nok været lidt mere isoleret, og havde ikke fået svar på alle de her spørgsmål, også selv om man kan finde det på nettet og i bøger. Det er ikke det, man har mest overskud til, når man er blevet skilt, fortæller han.

Oversigt

    Oversigt