Stor sydfynsk riderute på vej

En 75 kilometer lang riderute er på vej i de sydfynske alper - fra Millinge i vest til Brahetrolleborg i øst.

De 75 kilometer løber af stier og skovveje og menes at imødekomme et ønske fra både lokale og gæster om at ride gennem den smukke sydfynske natur. 

Godserne Holstenshus, Steensgaard og Brahetrolleborg er gået sammen med Svanninge Bjerge, ejet af Bikubenfonden, Skov- og Naturstyrelsen og Faaborg-Midtfyn Kommune om at oprette ridestien, der er en af landets længste.

Ruten får sin egen hjemmeside, hvor brugerne kan hente information, tilrettelægge deres helt egen rute og betale for den tid, de bruger ruten.

Håbet er, at de første ryttere kan bruge stien i sommeren 2011.

Ny form for samarbejde

Med projektet er der også oprettet et nyt koncept med offentligt-privat ejerskab.

De fordeler rollerne sådan, at det offentlige hjælper projektet igang praktisk og økonomisk, mens de private lodsejere lægger jord til, deler indtægterne fra ridekort og holder ruten vedlige.

Pengene på plads

LAG Faaborg-Midtfyn har netop bevilget 150.000 kr.
 til projektet.

Derudover bidrager følgende:

  • Faaborg-Midtfyn Kommune: 200.000
  • Naturturisme I/S: 60.000
  • Lodsejerne: 50.000

En ansøgning på yderligere 150.000 kroner ligger hos Friluftsrådet.

Oversigt

    Oversigt