Stor udrykning til brand i Odense

Melding om en voldsom brand i en industribygning midt i Odense fik onsdag aften Beredskab Fyn til at rykke talstærkt ud.

Der var godt fyldt op med brandbiler og politifolk i Frederiksgade midt i Odense kort efter alarmen lød klokken 17.30.

Meldingen lød på 15 meter høje flammer i et støberi, og det fik Beredskab Fyn til at rykke ud med et stort antal køretøjer og brandfolk.

Og politifolk måtte dirigere trafikken i den stærkt befærdede gade, så trafikken ikke brød helt sammen.

Men heldigvis viste det sig, at branden ikke var helt så voldsom.

- Det viste sig, at branden var i 15 meters højde, fortæller holdleder Lars Holm fra Beredskab Fyn.

Branden var brudt ud på et støberi i Frederiksgade 36. Branden var opstået, ved at fugtigt jern var smidt i en smelteovn, og det havde så sendt ild og gløder 15 meter op i bygningen.

- Vi fik tilkaldt en elektriker, som kunne slå strømmen fra, så vi kunne slukke med vand, uden at det medførte større skader, fortæller Lars Holm.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt