Stor undersøgelse: Er din kone stadig trist?

I disse dage bliver 58.000 syddanskere i en storstilet spørgeskemaundersøgelse spurgt, hvordan de har det. Især de yngre kvinders mentale velvære interesserer forskerne.

Tag lige et kig på din kone eller kæreste. Er hun helt på toppen? Smiler hun lige så meget, som hun plejer? Eller tynger stress og bekymringer?

I øjeblikket bliver 58.000 syddanskere spurgt, hvordan de har det.

Det bliver de i en storstilet spørgeskemaundersøgelse, der skal kortlægge danskernes mentale og fysiske sundhed.

Og især et spørgsmål er forskerne interesserede i at få svar på: Trives de unge kvinder? 

- I vores sidste undersøgelse for fire år siden, så vi, at trivslen blandt især de yngre kvinder havde taget et dyk. Flere følte sig stressede. Det bliver spændende at se i år, om den udvikling er vendt, eller om det er blevet værre, siger Susanne Vangsgaard, som er konsulent i Region Syddanmark.

Undersøgelsen i 2013 viste også et fald i antallet af rygere. Undersøgelsen i år kommer også til at følge op på den udvikling.

Godt halvdelen har svaret

Spørgeskemaundersøgelsen er ikke bare afgrænset til borgerne i Region Syddanmark. På landsplan har i alt 300.000 danskere modtaget et spørgeskema.

Undersøgelsen har overskriften er: "Hvordan har du det."

Indtil videre har 59,5 procent af de adspurgte syddanskere sendt et spørgeskema retur.

- Det er pænt på det her tidspunkt. I sidste undersøgelse nåede vi op på en svarprocent på 65. Der håber vi at nå op igen. Indtil videre ser det lovende ud, siger Susanne Vangsgaard. 

Det er tredje gang, undersøgelsen kører. Første gang var i 2010. Anden gang i 2013.

Det er vigtigt, hvordan du har det

Og det er vigtigt, at så mange som muligt giver sig tid til at svare på spørgeskemaundersøgelsen, lyder det fra Susanne Vangsgaard.

For borgernes svar på, hvordan de har det, er med til at danne det grundlag af viden, der skal til for at forbedre sundheden blandt borgerne.

Det gælder både på nationalt, regionalt og kommunalt niveau.

- Vi kan jo sætte indsatser i gang på baggrund af den viden, vi får. Hvis en kommune for eksempel finder ud af, at mange af dens borgere er overvægtige, så kan den sætte ind med indsatser, siger Susanne Vangsgaard.

Da undersøgelsen sidste år slog fast, at mange unge kvinder mistrives mentalt, fik det blandt andet Region Syddanmark til at sætte en yderligere afdækning af problemet i gang. Samtidig gik regionen i gang med at kortlægge, hvilke kommunale indsatser der er på området.

Spørgeskemaundersøgelsen "Hvordan har du det" behandler alle aspekter af borgernes liv. Fra alkoholforbrug, sex, motion og socialt liv til søvnmønstre og forbrug af streamingtjenester.

Nogle spørgsmål går tæt på og er måske ikke for alle lige rare at svare på.

Men det er vigtigt, man er ærlig, siger Susanne Vangsgaard. Samtidig understreger hun, at alle oplysninger bliver behandlet strengt fortroligt og kun vil blive brugt statistisk.

Borgere her i regionen har indtil 3. maj til at svare på og returnere spørgeskemaet.

Oversigt

    Oversigt