Stor undersøgelse: Uddannelse kan få indvandrere i job

Indvandrere har nemmere ved at få et job, hvis de har gennemført en uddannelse efter grundskolen, viser nye tal fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Det er umiddelbart ikke nogen overraskelse, at indvandrere med en uddannelse har større chance for at komme i job.

Men nu sætter en ny stor undersøgelse en fed streg under antagelsen.

Det er Rockwool Fondens Forskningsenhed og Danmarks Statistik, der har gennemført den første systematiske indsamling af data på området siden 2004.

Den viser, at blandt de ikke-vestlige indvandrere mellem 25 og 64 år, der maksimalt har en grundskoleuddannelse, er blot 40 procent af dem i job.

Men hvis de har taget en lang videregående uddannelse, stiger tallet til 66 procent.

Undersøgelsen bekræfter, at længere uddannelse også fører til højere beskæftigelse, siger forfatter til undersøgelsen og seniorforsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, Marie Louise Schultz-Nielsen.

- De nye tal giver os en vished om indvandreres uddannelse, som vil gøre os bedre i stand til at tilrettelægge integrationsindsatsen, siger hun.

Samtidig viser tallene, at uddannelsesniveauet varierer betragteligt, alt efter om indvandrerne kommer fra et ikke-vestligt eller vestligt land.

Men selv når indvandrere har fine eksamensbeviser med sig i bagagen, kan de alligevel have svært ved at omsætte det til gode stillinger, viser undersøgelsen.

Flere af uddannede indvandrere havner nemlig i ufaglærte job – især hvis deres uddannelse er fra udlandet.

- Som indvandrer vil det derfor være godt givet ud i forhold til beskæftigelse at supplere med noget dansk skolegang oven i det, man har i forvejen, siger Marie Louise Schultz-Nielsen.

I sidste ende er det kommunerne, der står med ansvaret for at integrere de indvandrere, der kommer til Danmark.

Og det bedste kommunerne kan gøre er at få dem hurtigt ud på arbejdsmarkedet, mener Thomas Kastrup-Larsen (S), som er formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget i Kommunernes Landsforening.

- For nogle indvandrere kan det give mening at give dem nogle ekstra kompetencer. Mens det for andre mere handler om at give dem et ordinært arbejde, siger Thomas Kastrup-Larsen, som mener, at kommunerne har held med deres nuværende indsats.

- 2800 flygtninge kom i job fra januar til oktober sidste år. Så vi kan se, at vores indsats har virket.

Oversigt

    Oversigt