I det fynske folks tjeneste

Odense: Store dele af å-stien i Eventyrhaven spærret i hele april

Vandcenter Syd renoverer i april en stor kloakledning under et stykke af Odense Å-sti.

Adgangen til Eventyrhaven centralt i Odense er delvist lukket af i resten af april. Det skyldes, at Vandcenter Syd har taget hul på arbejdet med at renovere en kloakledning i området.

Arbejdet strækker sig fra Klosterbakken til Frederiksgade, og stien vil derfor være spærret i begge ender.

I løbet af arbejdsperioden vil der være delvis afspærring omkring arbejdsområdet. Afspærringen varierer fra uge til uge og bliver løbende markeret med skilte.

Kloakken renoveres med en såkaldt "strømpeforing", som styrker og tætner kloakken indefra. Det har den fordel, at det kan gøres uden en masse omfattende gravearbejde i området.

Læs også Endnu en omvej i Odense: Nu bliver central park også afspærret

Ved strømpeforing føres en "filtstrømpe" gennem den gamle ledning. Strømpen hærdes efterfølgende med UV-belysning, oplyser Vandcenter Syd på sin hjemmeside.

Mens renoveringen står på, kan kloakledningen ikke bruges. Vandet derfra pumpes derfor gennem en midlertidig ledning i projektperioden.

Kloakrenoveringen er et led i forberedelserne til Odense Letbane.

Også spærret i februar

Det er ikke længe siden, at VandCenter Syd sidst spærrede Eventyrhaven for at udvide bag-åen til regnvandsbassin – det gjorde de i februar - og nu arbejder de så i området igen.

Læs også Stærkt trafikeret vej indsnævres

- Vi har naturligvis undersøgt mulighederne for at udføre de to projekter samtidig for at forkorte den periode, hvor vi forstyrrer i parken. Det har dog ikke været muligt, fordi gravearbejdet i åbrinken skulle udføres uden for dyrenes ynglesæson, mens renoveringen af den store kloakledning af driftshensyn skal ske, mens der er mindst muligt regnvand i ledningen - og det er statistisk set i april måned, forklarer projektleder Kim Tolstrup Jensen på Vandcenter Syds hjemmeside.