I det fynske folks tjeneste

Store erstatninger i bedragerisag

Der blev fastsat betydelige erstatningsbeløb, da en domsmandsret i Odense efter flere måneders behandling og votering tirsdag afsagde dom i erstatningssagen efter bedragerisagen om det midtfynske importfirma Danish Rattan.

-

Der blev fastsat betydelige erstatningsbeløb, da en domsmandsret i Odense efter flere måneders behandling og votering tirsdag afsagde dom i erstatningssagen efter bedragerisagen om det midtfynske importfirma Danish Rattan.

En 55-årig herboende græsk mand, der sammen med sin 53-årige lillebror var Rattans direktører, fik i samlet tort og erstatning 410.000 kr., lillebroren 120.000 kr., en 43-årig kvindelig medarbejder 268.639 kr. og en 47-årig salgsdirektør 871.000 kr. Dertil kommer renter, som beregnes fra august 2002 - det tidspunkt, da de fire personers advokater fremsatte erstatningskravene.

Den 55-årige har tidligere via rigsadvokaten fået 40.000 kr. i erstatning, kvinden 75.000 kr. og salgsdirektøren 35.000 kr., mens den 53-årige intet fik. I den forstand er der tale om betydelige forhøjelser, selv om retten ikke fulgte advokaternes påstand om én mio. kr. i erstatning for tort til hver af de fire, hvortil kom individuelle erstatningskrav for økonomisk tab. Advokat Erling Halskov, Odense, og hans klient, den 55-årige mand, var som de eneste til stede ved domsafsigelsen.

Erling Halskov betegner erstatningsbeløbene som fornuftige.
- Jeg mener ikke, at vores krav var for højt sat, men på den anden side findes der ikke herhjemme en tilsvarende sag. Og retspraksis i Danmark er altså, at man opererer med meget moderate erstatningsbeløb. I den sammenhæng er det dejligt at se, at retten har haft mod til at gå meget højt op, siger han til Ritzau.

Han skal nu - som de tre andre advokater - have gennemgået dommen grundigt. Derfor er det lige nu uafklaret, om sagen eventuelt indbringes for Østre Landsret.
- Jeg kan dog generelt på min og min klients vegne sige, at vi er glade og positivt overrasket. Min klient føler det helt klart som en oprejsning, fastslår Erling Halskov.