Store roser fra Schmeichel til Ricardo

Den legendariske landsholdsmålmand sagde farvel til Richard Møller Nielsen ved Ansgars Kirke i Odense.

Da Danmark vandt EM i fodbold i 1992 med Richard Møller Nielsen som landstræner, var særligt en spiller afgørende for den endelige sejr. Målmanden Peter Schmeichel.

Han nåede 129 landskampe for Danmark - mange af dem under den fynske træner. Og han er ikke i tvivl. Der var ingen over - og ingen ved siden af Richard Møller Nielsen.

- Han er jo uden tvivl den bedste landstræner vi nogensinde har haft, fastslog Peter Schmeichel overfor TV 2/Fyn inden bisættelsen.

Richard Møller Nielsen blev landstræner efter en årrække som træner for de yngre fodboldspillere. Og det var her Schmeichel første gang oplevede Ricardos kvaliteter.

- Han fik ansvaret for en meget talentfuld generation allerede som U21-landstræner, og der var jeg en af spillerne. Det forvaltede han enormt flot og i 1992 fik han belønningen for det hårde arbejde, siger Peter Schmeichel.

Peter Schmeichel skal holde en af talerne, når Richard Møller Nielsen 1. marts optages i fodboldens Hall of Fame.

Oversigt

    Oversigt