I det fynske folks tjeneste

Storebælt: Bedre pengemaskine end nogensinde

Foto: Erik Refner, Scanpix

Storebæltsbroen har øget indtægter fra 2015 til 2016 med 131 millioner kroner. Fynsk Erhverv mener, at det bør føre til lavere brotakster.

Godt 34.000 kørertøjer kører over storebæltsbroen dagligt. Det er en stigning fra sidste års 33.000 køretøjer.

Stigningen betyder, at Storebæltsbroen giver større indtægter. Resultatet er 131 millioner kroner mere end året før, viser nyt regnskab fra Sund & Bælt. I alt tjente Storebæltsforbindelsen 2.336.000.000 kroner ind til selskabet bag Sund & Holding A/S.

- Det nye regnskab bekræfter os blot i, at vi skal fortsætte vores arbejde med at kæmpe for at få sat brotaksterne ned, siger direktøren for Fynsk Erhverv, Jytte Reinholdt.

Trods det flotte resultat for Storebælt må Sund & Bælt dog nedskrive sit samlede budget. Resultatet af den primære drift for årets første ni måneder 1.435 millioner kroner, hvilket er et fald på 534 millioner kroner sammenlignet med 2015. Faldet skyldes blandt andet en ekstraordinær nedskrivning af værdien af Sprogø Havmøllepark med 287 millioner kroner på grund af lave afregningspriser.

- I den kommende tid vil vi have fokus på at optimere kerneforretningen og skære unødige udgifter fra for at effektivisere vores drift og øge indtjeningen. Trods nedskrivningen giver den fortsat høje trafik over Storebælt og lave renteudgifter et resultat før værdireguleringer og skat for 3. kvartal, der gør det muligt at opretholde de oprindelige forventninger til årets resultat, siger Mikkel Hemmingsen, adm. direktør i Sund & Bælt.

Fortsat utilfredshed hos Fynsk Erhverv

At Storebæltsbroen stadig giver større indtægter til Sund & Bælt, får Fynsk Erhverv til at presse på for en takstnedsættelse. 

Læs også DI: Storebæltsbroen kan betale et tredje spor

- Det giver anledning til at man bør rette fokus mod selskabskonstruktionen på Storebæltsforbindelsen. Broen genererer hvert år et stort overskud finansieret af brugerne, og det hænger ikke sammen med den med den hastighed gælden bliver afdraget på. Derfor bør taksterne sættes ned, siger Jytte Reinholdt.

Opgørelsen af trafikken over storebælt viser, at der er stigning på både personbiler, lastbiler og busser.

- Infrastrukturen på Storebælt kan bære de øgede trafikmængder, som viser, at der er vækst. Og hvis man sætter priserne ned, vil man øge væksten på Fyn. Det er en positiv ligning, siger hun.

Trafik over storebælt pr. dag
Antal biler pr. dag 2016 2015 Vækst
Personbiler 30.503 29.184 4,5 procent
Lastbiler 3.741 3.594 4,1 procent
Busser 126 109 15,2 procent
I alt 34.370 32.887 4,5 procent

 

Ved du noget? Så send os et tip