Storebælt: Fartbøller drøner gennem betalingsanlægget

En række bilister har fået brev fra Storebælt, hvor de bliver bedt om at lette foden fra speederen næste gang, de kører gennem Storebælts betalingsanlæg.

Der er mennesker, som arbejder imellem banerne i Storebælts betalingsanlæg. Blandt andet derfor det vigtigt at holde farten nede, når man kører igennem. 

Men selv om det synes logisk, at sætte farten til de skiltede max 30 km/t, så har en række bilister for nylig fået en høflig henvendelse fra A/S Storebælt. Det skriver Sund og Bælt i en pressemeddelelse.

Her er de - ligesom tidligere år - blevet bedt dem om at sætte farten ned i Storebæltsbroens betalingsanlæg, men de bilister, som har fået brev, har gentagne gange kørt en hel del hurtigere.

- Det er især farligt for de Storebælt-medarbejdere, der arbejder i betalingsanlægget, når en bilist kører igennem med for høj fart. Men de fartglade bilister er også til fare for andre bilister og for sig selv. Betalingsanlægget er ikke bygget til høj fart. Ud over personskade kan der ske omfattende materiel skade. Derfor – af hensyn til sikkerheden - skal farten ned, forklarer Christian Hein, driftsleder for Storebælts betalingsanlæg.

Christian Hein har kun gode erfaringer med at sende breve ud til bilister, der har kørt for hurtigt:

- Vi kan se, at det virker forebyggende. I tiden efter at brevene er gået ud, er der knap så mange fartovertrædelser. Desuden får vi næsten udelukkende positive reaktioner på brevene, fortæller Christian Hein.

Også politiet holder øje med hastigheden på Storebælt – de laver periodiske hastighedsmålinger både i betalingsanlægget og på vejen over broen.

I gennemsnit kører godt 32.000 biler i døgnet gennem betalingsanlægget.

Oversigt

    Oversigt