I det fynske folks tjeneste

Storebælt kan lukke klokken 11

Storebæltsbroen kan lukke for al biltrafik fra klokken 11 i dag torsdag.

Storebæltsbroen kan lukke for al biltrafik fra klokken 11 i dag torsdag.

Der er risiko for vindstød på op til 27 meter pr. sekund - og det betyder, at broen må lukkes, oplyser Storebæltsforbindelsen, skriver Ritzau.

Skal man over Storebælt torsdag, skal man til at skynde sig. For stormen, der er på vej ind over Danmark, kan betyde, at broen lukker for al biltrafik fra klokken 11. Det oplyser Storebæltsforbindelsen.

Generelt kommer stormen med navnet Bodil til at påvirke trafikken over Storebælt hele dagen - og også natten til fredag.

Og ifølge en prognose fra DMI, kan der allerede sidst på eftermiddagen være vind af stormstyrke på op mod 25 meter i sekundet - og vindstød på op til 27 meter i sekundet.

- Derfor er det stor risiko for, at Storebæltsbroen vil blive lukket for al biltrafik fra omkring klokken 11, lyder det fra Storebæltsforbindelsen.

Og stormen vil blive ved. Ifølge prognosen vil vinden først aftage ved midnat.

Storebælt vil løbende opdatere deres hjemmeside, og her kan man holde sig opdateret om eventuel lukning af broen.

Vælger man at lade bilen stå og i stedet tage toget, skal man tjekke på DSB's hjemmeside, om togene kører. Regionaltogene kører de fleste steder kun en gang i timen, og på nogle regionaltog-strækninger er togene erstattet med busser.

Intercitytogene samt lyn-afgangene på tværs af landet kører efter planen, lyder det fra DSB.

/ritzau/

Ved du noget? Så send os et tip