I det fynske folks tjeneste

Storebælt A/S bestemmer ikke sikkerhedsniveau

Det er nu besluttet, at afværgeskibet, der skal forhindre skibe i at kollidere med Storebæltsbroen, ikke længere skal benyttes. Men beslutningsgangen var helt forkert.

Storebælt A/S traf den rigtige beslutning om at droppe afværgeskibet. Men Poul Andersen (S) der er medlem af følgegruppen omkring sikkerheden på Storebælt er fortørnet over, at gruppen ikke blev inddraget i beslutningen.

Storebælt A/S har vurderet, at der ikke længere er brug for afværgeskibet i Slipshavn, fordi overvågningen fra land er blevet øget.

Derfor opsagde Storebælt A/S i sidste måned aftalen med Søværnet, der bemandede skibet, så det ikke længere skal bruges fra slutningen af marts.

Men man traf beslutningen udenom den politiske følgegruppe, der sammen med transportministeren afgør, om sikkerhedsniveauet skal ændres.

Det fik den fynske folketingspolitiker Poul Andersen (S) op af stolen, og han kaldte følgegruppen til møde - et møde der blev holdt torsdag.

- Myndighederne, Søfartsstyrelsen, politiet og beredskabet har vurderet, at det er forsvarligt at droppe afværgeskibet, så det må jeg jo acceptere, siger han i dag til TV 2/Fyn, men understreger samtidig, at han ikke vil acceptere en sådan beslutningsgang igen.

Vi træffer beslutninger - de udfører dem!

Poul Andersen er nemlig alt andet end tilfreds med, at Storebælt A/S valgte at tage beslutningen selv og melde det ud offentligt - udenom følgegruppen.

- Det sker ikke én gang til. Så bliver der nogle ledige stillinger hos Storebælt. Det er os politikere, der træffer beslutninger. Det er følgegruppen, der sammen med ministeren bestemmer retningslinjerne for sikkerheden på Storebælt. Vi træffer beslutninger - de udfører dem, siger Poul Andersen.