Storebæltsbro fortsat lukket af is

Storebæltsbroen har siden tirsdag morgen været lukket for biltrafik i begge retninger. Årsagen er risiko for nedfalden is.

Temperaturen ligger nu over frysepunktet, og så er der fare for, at den is, som sidder på broens hovedkabler falder ned.

Tidligere i dag er to biler blevet ramt af nedfalden is og har fået skade på forruden.

Af sikkerhedsmæssige årsager besluttede politiet derfor i samarbejde med A/S Storebælt at lukke Storebæltsbroen for al biltrafik.

Jernbaneforbindelsen er fortsat åben.

A/S Storebælt har ved middagstid været på broen for at inspicere kablerne. Det vurderes, at isen vil være væk inden for de næste timer. Herefter forventer A/S Storebælt at kunne åbne forbindelsen for biltrafik.

Følg med på www.storebaelt.dk, som hele tiden er opdateret om situationen.

Oversigt

    Oversigt