Storebæltsbroen lukket i syv timer: Spildt foder klæber fortsat til bilisternes dæk

 Storebæltsbroen var lukket i vestlig retning hele natten til søndag på grund af et alvorligt trafikuheld.

Storebæltsbroen er tidligt søndag morgen klokken lidt over fem igen åben i begge retninger. Det skriver Fyns Politi på Twitter.

Broen var lukket i vestlig retning fra sent lørdag aften og altså helt frem til søndag morgen.

Årsagen var et voldsomt trafikuheld, der opstod lørdag aften. Det oplyser Torben Jakobsen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere biler var impliceret i trafikuheldet, og mindst en person er kommet alvorligt til skade. Det drejer sig om et barn, oplyser vagtchefen.

Læsset med minkfoder

Klokken 22.21 foretog en lastbil læsset med minkfoder en hård opbremsning på lavbroen, der også kaldes Vestbroen. Det medførte, at noget af det slimede foder flød ud over kørebanen.

 - Lastbilen har foretaget en hård opbremsning, hvor noget er gået af lastbilen. I den forbindelse ryger der simpelthen noget af ladet fra lastbilen ud på kørebanen, siger Torben Jakobsen.

- Efterfølgende er der kommet en masse biler, som er skøjtet rundt i foderet. Vi er lidt i tvivl om, hvor mange biler, der er involveret i ulykken.

Der blev tilkaldt fem ambulancer til ulykkesstedet, og derfor skønner politiet, at fem biler er involveret i ulykken.

Tidligt søndag er der fortsat ikke fuldt overblik over situationen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lukningen af begge baner i vestlig retning skabte en betragtelig kø, oplyser vagtchef Torben Jakobsen.

- Alle biler, der befandt sig på lavbroen og højbroen er blevet lukket igennem. Men der er en kø på et par hundrede meter fra betalingscenteret til den første afkørsel på sjællandssiden, sagde han midt på natten.

Vestbroen er natten lang blevet spulet ren for minkfoder, så trafikanter igen kan tage turen over Storebæltsbroen mod Fyn.

- Lastbilen var fuld med minkfoder, som er noget splattet og slibrigt stads, som derfor har gjort vejen meget glat.

Minkfoder består typisk af fiskerester og kan også indeholde hønsefødder, svinelunger og kyllingefjer.

Klokken 8.21 havde Fyns Politi stadig ingen opdatering på barnet, der er kommet alvorligt til skade under ulykken. Det drejer sig om en halvandet år gammel pige, der er indlagt på OUH.

Opdatering
Clock18. nov 2018, kl. 10:28
Fyns Politi fastholder stadig en hastighedsgrænse på 50 kilometer i timen på Storebælt. De gør samtidig opmærksom på, at det minkfoder, der stadig ligger på vejbanen, kan klæbe sig til bilernes dæk og forringe dækkenes vejgreb.
Clock18. nov 2018, kl. 16:27
Fyns Politi oplyser, at et spor er farbart. Man er stadigvæk igang med at rense vejene. Vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist, kan ikke oplyse, hvor lang tid det tager.

 

Oversigt

    Oversigt